Modstand i ØK mod borgerdrevne forslag
’Overflødigt’, lyder kritikken
norddjurs: SF vil gerne have etableret en ordning med såkaldte borgerdrevne forslag, hvor man med et bestemt antal underskrifter i ryggen er sikker på at få sin sag på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. I sidste uge blev forslaget behandlet i Økonomiudvalget i Norddjurs Kommune, og her var der flertal for at arbejde videre med forslaget med henblik på en beslutning om eventuel vedtagelse i kommunalbestyrelsen i juni.
Masser af muligheder
Det er imidlertid ikke alle, der er lige begejstrede for SF’s forslag. Således stemte Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti imod forslaget. Begrundelsen lyder, at der allerede er rigelige muligheder for at tale med og fremsætte forslag til politikerne. “Tager man som enkeltindivid kontakt til kommunalbestyrelsesmedlem, så kan man jo allerede få en politiker til at rejse en sag. Så man behøver ikke at rende ud og finde 700 underskrifter for at fremføre en sag i kommunalbestyrelsen. Det kan man udmærket med de redskaber, vi har i dag, så jeg mener simpelthen, at det her forslag er overflødigt,” lyder vurderingen fra Benny Hammer, viceborgmester og Konservative Folkepartis repræsentant i Økonomiudvalget, der ydermere mener, at forslaget kan være med til at foranledige, at borgerne regner med, at alt kan lade sig gøre, hvis der er underskrifter nok i ryggen. “Man kan jo komme med nok så fint et forslag, men hvis vi så bliver nødt til at henvise til, at vi allerede har lagt et budget, og det skal vi køre efter, så kan vi alligevel ikke opfylde det forslag, som de er kommet med. Så bliver det lidt pseudo i forhold til folks forventninger, og så bliver det lidt tomt for mig,” konstaterer Benny Hammer.
Mere politikerlede
Samme opfattelse har Dansk Folkepartis Steen Jensen. “Vi går jo generelt ind for masser af åbenhed, men hvis der kommer alt for mange lag i forhold til de muligheder, som borgerne har for at komme i kontakt med os, så bliver de først trætte af os. Og hvis de også skal bruge en masse tid på at samle underskrifter til en sag, der ikke kommer igennem, så er det bare med til at give endnu mere politikerlede,” mener Steen Jensen. Efter planen skal politikerne tage endelig stilling til forslaget i juni.