Fortsæt til indhold

Oplev din by med Happenings

Tre kammerater har dannet virksomheden Happenings

Samfund
Camilla Olesen

Alle begivenheder i alle genrer samlet på ét sted.

Det er, hvad tre unge iværksætter-gutter har gjort med en helt ny app, som de har valgt at kalde Happenings.

Trekløveret, fra den nordlige del af Aarhus, består af de tre kammerater, 20-årige Anders Nielsen, 21-årige Daniel Ellegaard og 20-årige Rasmus Rou. De har kendt hinanden siden folkeskolen og har haft idéen til deres virskomhed i mange år.

LÆS OGSÅ: Verdens største Selected-butik har slået dørene op i Aarhus

“Det begyndte faktisk tilbage i 8. klasse, hvor Anders og jeg sad en fredag aften og ikke vidste, hvad vi skulle lave,” siger Rasmus Rou, og Anders supplerer:

“Vi ville gerne vide, hvor der var private fester, for vi var ikke gamle nok til at gå i byen.”

Men i den unge alder måtte de sande, at man ikke bare lige opretter en virksomhed, for det kræver en hel del - blandt andet en stor sum penge.

Investor i ryggen

Men de slap ikke idéen, og sammen med Daniel bruger de nu tiden på app'en Happenings ved siden af et par små jobs. Drengenes idé har skabt opmærksomhed hos en såkaldt 'angel investor,' der har investeret mange penge i virksomheden - hvor mange og hvem det er, ønsker trekløveret ikke at oplyse.

De håber, at deres app bliver ligeså normal en del af folks telefoner, som Facebook og Instragram er det.

LÆS OGSÅ: Mad på israelsk i Aarhus Central Food Market

App'en samler alle begivenheder, der foregår, og som bruger kan man vælge både sted, genre og pris, når man søger. Det kan være alt fra koncerter til små caféarrangementer rundt omkring i byen - med andre ord alt fra stort til småt er samlet ét sted.

“De små steder, der afholder arrangementer, har ikke samme ressourcer som de store til at markedsføre sig, men det kan man med Happenings,” fortæller Anders Nielsen, og Daniel Ellegaard supplerer:

“Vi vil gerne gøre det så let for brugerne som muligt, og derfor er det også muligt at købe billetter til en række af arrangementerne gennem os.”

Vil ud i den store verden

Indtil videre findes Happenings i de fem største byer i Danmark, men målet er, at den er kendt i hele Danmark inden for et år, og at den derefter bliver rullet ud i det store udland. Og så er der selvfølgelig også lige det med indtjeningen - for gutternes mål er naturligvis, at de på et tidspunkt kan leve af at køre virksomheden.

Pengene tikker ind via et lille gebyr, når man køber billetter via app'en, og gennem de virksomheder, der har valgt at tegne et abonnement hos dem. Og studier ligger ikke lige som en del af planerne for de tre kammerater.

De føler nemlig, at de lærer en hel del mere ved at have Happenings, og derudover bruger de også 70-75 timer på det om ugen, så det kan komme til at knibe med at finde tid til at hive studiebøgerne frem.