Knud Storgård er presset op i en krog
En nabostrid om vejret med selvtægt, bagtalelse og kamp på jura har nået et nyt punkt af absurditet
Knud Storgård Sørensen, Voldbyvej 81, der fylder 78 i denne uge, har kæmpet i 35 år for at få en række skovejere i området til at køre til og fra skoven uden at bruge en vej tæt forbi sin ejendom.
Han har også i 2012 vundet sagen i Vestre Landsret. Og han har anlagt en ny vej, der er tinglyst med vejret for skovejerne til såvel Møllehovedskoven som Sjelle Storskov.
Den del af sagen fortalte vi om i UgeBladet i en artikel i sidste uge.
LÆS OGSÅ: Nabokrig i Sjelle har varet i 35 år
Undervejs er han blevet bagtalt af en nabo overfor Procesbevillingsnævnet, da han søgte fri proces.
“Det er ikke rimeligt at give fri proces til den samme vejsag, som har kørt engang siden midt i firserne og aldrig er vundet en eneste gang af Knud Storgård Sørensen. Det er misbrug af offentlige midler,” skrev naboen Villiam Riisgaard 17. april 2014 til Procesbevillingsnævnet.
Villiam Riisgaard vil ikke udtale sig i sagen og har ingen kommentarer til brevet, hvor han fejlagtigt skriver, at Knud Storgård ikke har vundet en eneste gang i vejsagen.
Vej gravet op på hans jord
Da den gamle vej stadig måtte bruges af skovejerne, beskar en skovejer uden tilladelse et plantebælte på Knud Storgårds grund ud til vejen. En episode blandt flere, som Knud Storgård videofilmede.
Han filmede også, da en af skovejerne, Johannes Nielsen, 24. november 2014 gravede en grøft tværs over den nye vej, han som led i et retsforlig havde anlagt for at undgå trafik tæt forbi sin ejendom.
Grøften blev gravet på hans jord, men uden hans tilladelse, ved indkørslen til Sjelle Storskov. Et gravearbejde, som Knud Storgård filmede på afstand. Johannes Nielsen siger i dag, at han ikke gravede grøften for at genere Knud Storgård.
“Jeg var ikke opmærksom på, at det var på hans side af skel. Jeg vidste ikke, hvor skelpælen stod, og der havde før været en grøft, som Knud Storgård vist havde skubbet noget grus ned i,” siger Johannes Nielsen. Og det er korrekt.
“Jeg fik lov af kommunen til at lave overkørslen, da jeg skulle lave vejen,” siger Knud Storgård.
Men grøften er der endnu. Dog ikke med Knud Storgårds gode vilje. Han genetablerer gerne vejen, siger han.
Et anstrengt naboskab
Der var også andre episoder. Knud Storgård på sin side har forsøgt at inddrage politikere, politiet og pressen til støtte for sin sag.
Og ifølge skovejerne har han forsøgt at spærre vejen forbi sit hus til skoven med blandt andet store sten.
Knud Storgård på sin side fortæller, at det først skete efter, at der var lavet et forlig om, at skovejerne ikke skulle bruge vejen.
Men der har været nok til at forpeste forholdet mellem Knud Storgård og skovejerne.
Sagen var ikke død
I 2014 prøvede nogle af skoejere i Sjelle Storskov så igen via en stævning at få ret til at trække trækævler via markvejen over hans gårdsplads.
Da sagen kom for Retten i Horsens 30. maj 2016, blev parterne i stedet enige om at indgå et forlig. Forliget gik ud på, at Knud Storgård skal anlægge og betale en ny vej til storskoven tværs igennem en nyplantet skov, han fik godkendt som led i en skovrejsning i 2015.
Modsat slap han for risikoen, at han ved dom kunne blive pålagt, at vejen tæt forbi hans ejendom alligevel kunne bruges af store skovmaskiner.
Netop det, han havde kæmpet for at undgå i alle årene.
Behov for en bedre vej
Skovejerne havde godt nok allerede en alternativ vej til Sjelle Storskov, ja sågar flere veje.
Men den vej, der går ned til Sjelle Storskov udenom Knud Storgårds gårdsplads, og som han anlagde som led i et forlig mellem parterne i 1993, var kun befæstet og dermed solid til at bære de tunge skovmaskiner på det første stykke til Møllehovedskoven - og ikke det sidste stykke til Sjelle Storskov.
Derfor ønskede skovejerne i Sjelle Storskov en ny solid stikvej anlagt over Knud Storgårds nyplantede skovstykke.
Da parterne indgik forliget i Horsens 30. maj 2016, pålagde det Knud Storgård at lave vejen senest tre måneder efter, myndighederne havde sagt ja.
Han satte sin underskrift
Men i dag fortryder han bitterligt, at han gik med på aftalen.
Fordi han skal fjerne cirka 200 unge træer der, hvor vejen skal anlægges. Fordi han mener, vejen er overflødig for alle parter. Og fordi han påstår, at han ikke har penge til at betale for vejen og risikerer at ryge på tvangsauktion.
“Men min advokat påstod, at det ville være som at spille hasard med min ejendom, hvis jeg ikke underskrev forliget,” siger Knud Storgård.
“Det samme sagde min kone. 'Skriv nu under, så vi kan få fred', sagde hun. Og jeg lod mig overbevise,” siger han.
Kommune skiftede mening
Efter forliget så det dog ud til, at Skanderborg Kommune ville 'redde' ham på målstregen.
21. juni 2016 meddelte kommunen, at man ikke kunne give en landzonetilladelse til vejen, da den hverken er nødvendig for Knud Storgård eller for skovejerne og deres matrikler bagved, da de allerede har vejadgang.
Som reaktion på det foreslog Knud Storgård via sin advokat, at han i stedet funderede vejen langs Møllehovedskoven det sidste stykke til Sjelle Storskov, så den vej kunne bruges af skovejerne i storskoven.
En løsning, Knud Storgård meget hellere vil lave, da han finder den meget bedre, uden skarpe sving og uden at skovmaskinerne skal køre tæt forbi en nyanlagt rekreativ sø. Og så skal han ikke fjerne sine nyplantede træer.
Men skovejerne afviste forslaget, som også tidligere har været foreslået og afvist.
De mener, det gør deres vej til skoven mere besværlig. Og mente, kommunen kunne overbevises, så afslaget til den nye vej gennem skovrejsningen kunne ændres til en godkendelse. Og sådan blev det.
I januar 2017 holdt de to parters advokater et møde med kommunen. Her fik de åbenbart overbevist sagsbehandleren om, at både Knud Storgård og skovejerne har brug for vejen til skovdrift. Derpå omgjorde kommunen sit afslag.
“Det var en aftale, som min advokat indgik imod min vilje. Og 12. juni 2017 meddelte min advokat, at han ønskede at udtræde af sagen,” forklarer Knud Storgård.
Sagen er tabt... måske
Dermed hænger parret på forliget fra retten i Horsens 30. maj 2016.
Men Knud Storgård har ikke opgivet.
“Den nye vej skal tinglyses, men Tinglysningskontoret har sendt sagen retur, fordi både kommunen og jeg skal anerkende, at vejen anlægges i overensstemmelse med landzonetilladelsen. Det har kommunen gjort, men jeg vil ikke,” siger han.
Han er dog i tvivl, om dette hindrer anlæggelsen af vejen. Han er i tvivl, om skovejerne kan kræve vejen tvangsanlagt for hans regning, hvis han fortsat vægrer sig.
“Jeg ved, de har haft fat i en entreprenør for at høre, om han ville lave vejen. Men han ville først have en garanti for betalingen,” siger Knud Storgård.
Knud skal ned med nakken
Hans hustru Inger er godt træt af sagen. Hun har ladet ægtefællen tage slagsmålene. Men hun står bag ham.
“Hvorfor vil de ha' den vej,” spørger hun.
“Kommunikationen er ligesom bristet. De vil have Knud ned med nakken. Det er blevet et spørgsmål om magt,” siger hun.
Hun har arbejdet som lægesekretær, senest på Skejby Sygehus. Han er ingeniør og har hele sit liv arbejdet med it.
“Det slider på psyken med sådan en sag og så meget ufred, og for min kone har det været meget utrygt,” siger han.
Stillingskrigen har hele tiden været nærværende.
“Da vi i 2008 troede, vi havde vundet sagen og anlagde en vej udenom vores gård, satte jeg et skilt op, hvorpå der stod 'til skoven'. Men de to første skilte blev fjernet, først det tredje fik lov at stå,” siger han.
Han er sikker på, at skovejerne mener, han er en stor kværulant og brokrøv. Selv mener han, at han kun har forsøgt at finde en rimelig løsning både for sig selv og modparten.
AVK er blevet skovejer
I dag er modparten ikke længere den samme.
“Den største skovejer i Sjelle Storskov, Johannes Nielsen, har solgt sin skovparcel på 50 tønder land for fire mio. kr. til et anpartsselskab, der ejes af AVK i Galten,” siger Knud Storgård.
Hvad håber du på at få ud af at fortælle om sagen nu?
“Jeg håber på at få en lidt bedre løsning. (Læs skovejerne kommentar på anden artikel, der offentliggøres her på siden i dag kl. 9.30, Red.)