Til skyerne og tilbage igen
Jeg satte mig ned og så på skyerne et øjeblik. Fem minutter. I lænestolen. Ved det store vinduesparti i vores nye bolig. Vi flyttede ind i januar i præsteboligen i Højvangen og nyder nu de lyse og åbne rum.
I en travl hverdag er det sjældent, jeg får taget mig tid til at sætte sig ned og bare stirre ud i det blå. Alligevel fandt jeg pludselig mig selv dér, mens jeg kiggede på skyerne, der langsomt sejlede hen over himlen med kurs mod åbne horisonter. Fem minutter i en uendelighed. Hvor nuets dybde pludselig åbnede sig og evigheden skar øjeblikket.
LÆS OGSÅ: Mannakorn er kirkens lykkekager
”Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer”. Det er de to første linjer af nr. 31 i salmebogen, som jeg resten af dagen havde kørende i mit hoved. For efter fem minutter i lænestolen kom vores datter på to år og hev mig i ærmet og ville vise mig noget. Ned på jorden igen. Fem minutters mindfulness til far, var hvad det kunne blive til.
Eller… ikke mindfulness, men bøn. Et indtryk af det himmelske, der satte aftryk i mit sind. En påmindelse om storheden i Guds skaberværk og dybderne i hans kærlighed og nåde. Åndens hvisken til et uroligt hjerte.
Og spørgsmålet dukker let op: Kunne man ikke blive i den tilstand af ro og fred? Det kunne da være rart. Problemet er, at hvis det skal lykkes, så er der ikke plads til forstyrrelser fra en lille to-årig, der kræver vores opmærksomhed - eller et medmenneske i nød - eller en besværlig ven - eller en kæreste eller ægtefælle, der ikke altid vil det samme som os.
Problemet er, at livet er fyldt med forstyrrelser og med mennesker, som kalder på os, på vores opmærksomhed og på vores kærlighed. Eller, det er kun et problem, hvis vores højeste mål i livet netop er en tilstand af fuldkommen ro og fred.
Gud har sat et andet, højeste mål for vores liv: Kærlighed. Og kærligheden kan ikke ignorere forstyrrelser og besværligheder. Kærligheden er ikke altid forenelig med vores drømme om ro og fred. Den kristne tro kan ikke være en himmelflugt, den leder os derimod dybere ind i det jordiske.
Men med Himlen i ryggen, med himmelsk lys til at se det store i det små, til at se Guds vilje i alle livets forstyrrelser.
Det er godt at sætte sig i en stol og se på himlen engang i mellem i fem minutter. For det er med Himlen i hjertet og med evighedens åbne horisonter, at vi bliver klar til at slippe vores eget og følge med, når en lille hånd hiver os i ærmet – og vil vise os noget. ”Og lys i dit lys skal vi skue.”