Fortsæt til indhold

Lyden af Djursland Tre talentfulde lokale bands på scenen i Pavillonen i Grenaa

Samfund
koncert Af Søren Andersen

grenaa: Dansk Musiker Forbunds Djursland-afdeling og Kulturhuset Pavillonen i Grenaa er gået sammen om at præsentere tre bands der alle har rødder og relation til Grenaa og Djursland og alle er på vej et sted ud i den store musikverden. “Lyden af Djursland” med de tre talentfulde bands finder sted lørdag 17. marts kl. 20. Ens for dem alle er at de er på vej ud i de danske musiklandskab – men denne aften er de tilbage, hvor det begyndte. Tin Can Telescope er et garagerockband, der i modsætning til mange andre i deres genre, tager udgangspunkt i en god tekst. Deres tekstunivers bærer den samme tragikomiske ironi, som man blandt andet finder i en Smiths-sang, samt andre nutidige bands, der svæver lidt uden for den konventionel pop/rock scene. Lyrikken stiller sig i dyb kontrast til gruppens livlige guitar-pop toner, der låner deres groove fra en tid hvor rocken havde roll. Pacific Swell tager udgangspunkt i surfrocken, men har en distinkt nordisk vibe over sig. De har en eksperimenterende tilgang til deres lyd, hvilket henleder tankerne på den mere tågede psykedeliske rock. Deres instrumentspil omfavner én i et musikalsk univers, med en fængende vokal man hypnotiseret følger, under en rejse man aldrig ved hvor ender. Sidste band er den new-wave punkede kvartet Gäy. Bandet, der stammer fra Grenaa, har fået en del opmærksomhed i undergrunden med singlerne Blue Blue Heart og Shut Up My Blue Tongue.