Fortsæt til indhold

Smørrebrød og nemme retter

Samfund
Af Søren Andersen

Grenaa Slagtehus er byens sidste slagterforretning med fast beliggenhed på Tempovej og mobile muligheder i nu to slagtevogne, som er placeret på Østerbrogade i Grenaa først på ugen og senere i Ebeltoft samt i Aarhus-området.

Nu barsler man med nyt på madfronten, og det er takket være ansættelsen af Lotte Kristina Jørgensen, der er nyuddannet gourmetslagter med speciale i delikatesse og færdigretter. Hun gennemførte uddannelsen hos en slagter i Assentoft og fik bronzemedalje.

Nu er hun klar til at assistere i Grenaa, hvor slagtermestrene Peder Bertelsen og Tage Severinsen er fælles om at markedsføre sig med konceptet denstolteslagter.dk.

Nyt er det, at man nu tilbyder frisksmurt smørrebrød på bestilling, men man vil også op mod weekenden se nemme retter, som kunderne kan glæde sig over er meget lette at anrette og færdigtilberede. Selv salaten som tilbehør til den gode bøf er der tænkt på. Så skal man egentlig kun sørge for at skænke et godt glas vin på en fredag aften.