Fortsæt til indhold

The time of my Life

33-årige Jonas Rasmussen har været i en boble siden grand prix-sejren - nu kalder hverdagen igen

Samfund
Camilla Olesen

Han havde ikke lige tænkt, at han ville vinde, og derfor var der hverken kontaktlinser eller strømper nok til en hel uge væk fra hjemmet, konen og de to døtre i Langå.

33-årige Jonas Rasmussen vandt lørdag 10. februar det danske Melodi Grand Prix, og selv om han godt vidste, at bookmakerne havde sat ham som vinder, så havde han alligevel ikke i tankerne, at det skete.

LÆS OGSÅ: Fra Grand Prix til Skanderborg

“Jeg planlagde ikke ligefrem, at jeg ville gå hen og vinde,” siger Jonas Rasmussen, der har sin første normale hverdag siden sejren, den dag Lokalavisen Aarhus møder ham.

Når han ellers ikke lige går hen og vinder et musikshow og lige pludselig bliver genkendt på gaden og lykønsket, så har han sin daglige gang i Aarhus.

Lige nu er han nemlig i fuld gang med at øve til teaterkoncerten, 'Time Of My Life,' der har premiere i Kulturhuset Skanderborg 23. februar, og senere kommer til Aarhus, og ellers underviser han på Aarhus Teater Læring.

“Aarhus betyder helt vildt meget for mig. Jeg har brugt en tredjedel af mit liv her - jeg har studeret i byen og fået mit første barn i Aarhus. Og så er der rigtig mange af mine kammerater, der bor her,” siger den nybagte vinder med et smil.

Han flyttede til Langå sammen med konen og på det tidspunkt parrets eneste datter tilbage i december 2015, men selv om han er glad for Aarhus, har han endnu ikke oplevet det store savn.

“Jeg når aldrig helt at savne byen, fordi jeg er her så meget,” siger Jonas Rasmussen, der af DR blev opfordret til at stille op i Melodi Grand Prixet.

En fed sang

Når man skal være med i musikshowet, kan det ske på flere måder. En af mulighederne er, at der er lavet en sang, hvor der en til at synge den, og det var tilfældet for Jonas.

“Det skulle være én, der lignede en viking, og der blev ledt i forskellige netværk på Facebook. Jeg blev opfordret til at synge og kom med mit bud på sangen, som jeg synes var skide god. Og så faldt valget på mig. Jeg vendte det med konen, og der var ingen tvivl om, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg sagde ja,” siger Jonas Rasmussen, der også spiller covermusik i et band og i øvrigt er uddannet i musikvidenskab og dramaturgi.

Jamen er det ikke...?

Han er glad for, at han ikke længere befinder sig i grand prix-boblen og nyder sin første almindelige øvedag med de andre, der også skal være med i 'Time Of My Life,' og det er da også med glæde, der bliver hilst.

“Jamen er det ikke ham der... Tillykke for helvede - godt gået Jonas,” lyder det fra en af dem, mens han får et kram.

Og jo det er ham - vikingen med det røde hår og lange skæg, som skal repræsentere Danmark, når der er internationalt Melodi Grand Prix 12. maj i Portugal.

“Der kommer jeg igen ind i en boble, for der skal jeg være der i to uger,” siger han.