Midttrafik lukker salgssteder
Det er slut med klippekortet i pap fra 18. marts
djursland: Mens vi på Djursland venter på letbanen, gennemfører Midttrafik en ny måde at købe kort til busserne på. Fra 18. marts er det kendte pap-periodekort væk, så kunder, der rejser med dette kort i Midttrafiks busser, skal beslutte sig for, om de vil skifte til et pendlerkort på Midttrafik app eller et pendlerkort købt på rejsekort.dk. Pap-periodekortet bliver erstattet af selvbetjeningsprodukter, som kunderne skal købe på Midttrafik app eller på rejsekort.dk. Samtidig ændrer periodekort navn til pendlerkort, og bliver et fælles produkt med DSB og Arriva.
Dyrere og billigere
Fra 18. marts bliver der også indført fælles takster for bus, bane og tog i Jylland/Fyn. “Det er et fremskridt med fælles takster. Det bliver mere enkelt. I første omgang vil vi opleve, at nogle rejser og billettyper bliver billigere og nogle dyrere. Her på Djursland er det klogt at få et rejsekort eller elektronisk klippekort, for det giver prisfordele for de fleste,” siger Mads Nikolajsen, der er SF-kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs og medlem af Midttrafiks bestyrelse. Man vil også fortsat kunne købe enkeltbillet i automat på stationerne og hos buschaufføren. Men enkeltbilletten er uden den rabat, som klippekort og rejsekort kan give - og altså den dyreste måde at rejse på. Pendlerens månedskort bliver dyrere på de lange strækninger, prisen bliver cirka 40 kroner pr. rejse for en Aarhus-Grenaa pendler, der rejser mandag-fredag.
Intro-kort
“Men Midttrafik har fået grønt lys til et intro-letbanekort på lange strækninger på 800 kroner om måneden i letbanens første år. Endnu en grund til at længes efter, at den en gang kommer til Djursland,” siger Mads Nikolajsen. Han finder det dog skidt, at næsten alle salgssteder i Midtjylland nu lukkes ned af DSB og Midttrafik. Fordi det sker samtidig med det nye takstsystem og overgang til elektroniske billetter. “Jeg foreslog forgæves i bestyrelsen, at Midttrafik skulle opretholde sine salgssteder og styrke den lokale vejledning, gerne i samarbejde med kommunernes borgerservice. Vejledningen skulle så evalueres om et år.Vi har nemlig brug for, at folk, der ikke kender de elektroniske billettyper får en vejledning af et levende menneske. Så man finder de løsninger, der er billigst og enklest for en selv. Men det blev ikke vedtaget,” siger Mads Nikolajsen.
Lukker tre steder
Så betjeningen lukker i Kvickly Grenaa, Meny i Rønde og hos boghandleren i Hornslet. “Så bliver det vigtigt, at Midttrafik tilrettelægger en rigtig grundig vejledning via borgerservice i kommunerne. I Norddjurs skal de i forvejen hjælpe med at oprette rejsekort. Vi må afsætte de nødvendige ressourcer til opgaven i trafikselskabet. Ellers taber vi bare en masse rejsende på gulvet. Eller vi skubber udgiften til billetvejledning over til kommunerne. Midttrafik er til for borgerne, ligesom kommunen er det,” siger Mads Nikolajsen. Sidste år blev der hos Meny i Rønde solgt billetter og kort for 564.135 kroner, hos Kvickly Grenaa var tallet 974.803 kroner og hos Hornslet bøger og papir 583.847 kroner.