Samarbejde viser vejen frem for Anholt som turistmål
En stribe spisesteder og overnatningssteder på Anholt holder åbent i påskedagene - og søndagsafgange på færgen får ros
Turistsæsonen på Anholt er hektisk og kendt for at være kort. Koncentreret omkring fem-seks uger i juli og august, hvor det vælter ind med turister og mangedobler befolkningstallet fra de 130 fastboende til omkring 6000, der kommer til øen med færge, fly eller egen båd.
Mange har forsøgt at forlænge sæsonen, så den lille ø midt i Kattegat også får gæster forår og efterår.
Men i år gøres der et seriøst forsøg, så der allerede i påskedagene er åbent på en stribe overnatningssteder og spisesteder. Der markedsføres pakker, hvor overnatning og bespisning er sat sammen for at gøre det så let som muligt at tage til Anholt - hvad masser af djurslændinge aldrig har prøvet. Det kan flere søndagsafgange i sæsonen være med til at råde bod på, for nu bliver det muligt at sejle fra Grenaa fredag middag og retur fra Anholt søndag middag, så en weekendtur er mulig uden ekstra fridage - og det er et initiativ, der får ros med på vejen.
30 år på Anholt
Niels Kilstrup kom for første gang til Anholt for 30 år siden. Som så mange andre som sejlende turist.
“Og jeg er ked af at sige det, men der gik altså fem år før jeg fandt ud af, at der var en by på øen - sommer efter sommer levede jeg bare på havnen lige som så mange andre. Og jeg har kun været ude ved fyret en enkelt gang, men der skulle vi måske satse på noget i retning af Skagen Grens sandorm,” siger Niels, der har en fortid i reklamebranchen og har boet og arbejdet i mange lande.
Men Anholt kunne han ikke slippe. Var køkkenchef på Anholt Kro i flere år og åbnede sidste år Restaurant Ved Vejen sammen med kæresten Line, der til dag arbejder som instruktør på Den kongelige Opera i København.
“Vi havde jo ikke den bedste sommer sidste år. Der blev faktisk først pænt vejr, da alle turisterne var taget hjem, men vi klarede os trods alt udmærket og holdt et meget konservativt lagt budget,” siger Niels Kilstrup.
Han og kæresten mødte hinanden på kroen, hvor de begge arbejdede og det gør de også på deres egen restaurant.
“Helt klassisk havde vi for stort et menukort sidste år, men det er skåret til nu. Fisken ryger helt af kortet. Med blødende hjerte, for det er ulogisk at vi ikke har frisk fisk på kortet, men det har i praksis vist sig for besværligt. Fisk landet på Anholt skal via Grenaa og retur og det virker ulogisk for mig, så vi vil koncentrere os om jomfruhummer og gode bøffer. Dertil gode desserter og rigtig god vin. Og det skal være økologisk, når det giver mening,” siger Niels, der glæder sig over at kunne servere lokalt produceret salat fra Anholt Gartneri.
Fuldt hus i påsken
I god tid før påske kunne han glæde sig over fuldt hus i restauranten onsdag og lørdag. Og glæden går også i retning af det flotte samarbejde, som han har med Peter Andersen og Tanja Bryder, der i en årrække har drevet Anholt Bed & Breakfast på så fornem vis, at stamgæsterne vender tilbage år efter år.
“Vi har jo ingen værelser at tilbyde vores kunder, så det er godt, at vi har kunnet sammensætte nogle pakker, så gæsterne kender prisen på forhånd. Det er der mange, som sætter pris på - og fælles for både vores restaurant og Bed & Breakfast er, at det er små steder, som satser på god kvalitet - og det er der et publikum til på her på Anholt,” siger Niels.
Kom, så og sejrede
Han har også store roser til Orakel Bar på havnen.
“De åbnede for to år siden - og jeg må bare sige, at de kom, så og sejrede med et koncept med virkelig gode cocktails. Og beviste, at det er muligt at etablere sig på Anholt med noget nyt. Er vejret til det, er der ikke noget bedre sted at sidde og nyde en drink, mens man ser solen forsvinde i Kattegat,” siger Niels.
Orakel Bar er et af de steder, der åbner dørene allerede i påsken.
“Vi er nødt til at udvide sæsonen. Vores restaurant havde åbent både jul og nytår. Det kan godt lade sig gøre med lidt lys og varme på, for der er da ikke noget værre for en gæst at opleve, end at møde en lukket dør. Derfor er det godt med ekstraturene med færgen, som der har været et stort pres på at efterkomme i mange år. Nu er muligheden for at vise flere, hvor stor diversitet, der er på Anholt,” mener Niels.
LAG-muligheder
Han peger på de muligheder, der er for at søge støtte i LAG-midlerne - og det har han selv med succes udnyttet.
“Vi kan gøre meget mere for at udvikle, hvad jeg vil kalde smagen af Anholt. Vi skal bruge lokale råvarer og give mere et lokalt islæt. Der kan for eksempel laves olier af vore planter og bruge den til mayonnaise. I for mange år har vi gået og pillet næse i over et halvt år hvert år, så det er da bedre at bruge tiden til at udvikle ideer. Hvorfor har vi ikke en lokal akvavit på Anholt, når vi har en porsemose? Jeg elsker at sylte og fermentere og laver min egen hybenis og har fundet ud af, at japansk pileurt, som gror her på øen, godt kan minde om asparges. Det skal da udnyttes,” siger Niels.