Fortsæt til indhold

Rejseregler justeret

Skoler i Norddjurs kan købe flybilletter uden om aftale - hvis selskabet er omfattet af den

Samfund
Af Søren Andersen

NORDDJURS: Norddjurs Kommune var en tur i mediemaskinen, da det kom frem, at en klasse fra Vestre Skole i Grenaa gerne ville på tur til London - men man havde kun penge til at flyve med lavprisselskabet Ryanair, som ikke leverer arbejdsforhold for de ansatte som tilfredsstiller den såkaldte SKI-aftale, som staten har indgået. Og som nogle kommuner - blandt dem Norddjurs - har tilsluttet sig.

Sagen løste sig, da en privat arbejdsgiver, som sætter pris på den danske arbejdsmarkedsmodel, betalte for differencen op til de noget dyrere SAS-billetter.

Men sagen var tirsdag på den nye kommunalbestyrelses bord - for at andre skoleklasser og forældre ikke skal stå i samme situation igen.

Og udgangen er nu, at i forbindelse med skolerejser, hvor lærere har tilsynsforpligtelse med eleverne, kan der købes flybilletter uden om de aftaler, som Norddjurs Kommune har indgået på området - men ved et selskab, som er omfattet af flyaftalen.

SKI-aftalen er Norddjurs berettiget til - men ikke forpligtet - til at følge.

Præciseringen gik igennem kommunalbestyrelsen uden bemærkninger.