Løsning på vej for trafikproblemer
Snart er der løsning på bordet af trafikproblemerne ved Hornslet
I en række år har der været trafikale problemer ved krydset mellem Kirkeholtvej og Løgtenvej, når pendlere fra Hornslet skal mod Aarhus. Det giver både køer og farlige situationer i morgentrafikken. Krydset ligger i Aarhus Kommune, og borgmester Ole Bollesen havde på den baggrund inviteret rådmand for teknik og miljø Bünyamin Simsek til et kaffemøde for at drøfte situationen.
På mødet kunne rådmand for teknik og miljø Bünyamin Simsek berette, at der er en løsning i vente. Planlægningen af en vejudbygning omkring krydset er planlagt til 2018 og gennemførelse af byggeprojektet i 2019.
Borgmester Ole Bollesen udtaler:
“Jeg havde et rigtig positivt møde med Bünyamin Simsek, hvor vi blandt andet kunne vise en dronevideo med de trafikale udfordringer, som er der om morgenen. Der er heldigvis gode nyheder til Hornslet, da Bünyamin Simsek forventer, at et byggeprojekt vil blive gennemført i 2019. Det er jeg rigtig tilfreds med, og vi vil naturligvis samarbejde med Aarhus Kommune om planlægningen, så vi kan få skabt en god og sikker løsning for krydset.”
Efter Djurslandsmotorvejen er udbygget mellem Skødstrup og E45 har trafikken i krydset ændret sig væsentligt. I den tidligere dialog med Aarhus Kommune er der skitseret en løsning, hvorved den gennemgående trafik fra Hornslet til motorvejen bliver den primære færdselsåre. Således bliver trafikken mod Mejlby den sekundære. Dette forventes at nedbringe størsteparten af de daglige oplevede forsinkelser i trafikken. Endvidere er dette et stort skridt i den rigtige retning for at nedbringe ulykker i krydset.
Syddjurs og Aarhus Kommune har været i dialog omkring ombygningen af krydset mellem Kirkeholtvej og Løgtenvej siden 2015. Baggrunden var Vejdirektoratets forestående ombygning af tilslutningsanlægget til Djurslandsmotorvejen. Dette projekt er nu gennemført til stor glæde og gavn for begge byer - Løgten og Hornslet.
Der kører cirka 8.000 biler på Løgtenvej i døgnet.