Fortsæt til indhold

To brass-bands spiller op i Hammel

Samfund
Arkiv

Hammels 'byorkester', Brass Band Da Capo, får lørdag 3. marts besøg af gode venner fra Struer Brass Band. Sammen vil de to orkestre øve musik dagen igennem, og kl. 16 byder de indenfor til en gratis koncert på Skovvangskolen i Hammel.

Sidste år fejrede Da Capo 50 års jubilæum med en koncert med den kendte trompetist Per Nielsen fra Sønderjyllands Symfoniorkester som solist. Med 35 år på bagen er Struer Brass Band heller ikke nogen årsunge.

Sammen kan de to orkestre mønstre et halvt hundrede musikere.

Koncerten på Skovvangskolen vil overvejende byde på underholdningsmusik. For Da Capo bliver den åbne koncert en slags generalprøve forud for koncertkonkurrencen Silkeblæs i Silkeborg ugen efter, hvor orkestrene bliver bedømt både på det musikalske indhold og på underholdningsværdien.

Ved den åbne koncert er Per Nielsen blevet afløst af en anden solist fra Sønderjyllands Symfoniorkester, trompetisten Peter Deichgräber.jesl