Fortsæt til indhold

Fremragende sæsonstart for Christina Siggaard

Cykelrytteren fra Gl. Rye vandt belgisk forårsklassiker på brosten

Samfund
Claus Sonne

“En kæmpe forløsning, der giver blod på tanden i forhold til resten af sæsonen.”

Sådan beskriver den danske cykelrytter Christina Siggaard med rødder i Gl. Rye situationen, da hun 24. februar kom først over stregen i den belgiske forårsklassiker Omloop Het Nieuwsblad, der køres i regionen Flandern på brosten.

“Det er en stor sejr. Jeg håber selvfølgelig, at vi som team kan forblive ovenpå bølgen og blive ved med at levere resultater. Men vigtigst af alt er dog, at vi bliver ved med at stole på processen og arbejde sammen for at opnå succesen, vi så gerne vil have. Og jeg håber fortsat at kunne løfte niveauet igennem sæsonen og for alvor tage plads i toppen,” siger Christina Siggaard til UgeBladet og tøver ikke med at kalde sejren for den største i karrieren - også større end den bronzemedalje hun som junior vandt på landevejene omkring Rudersdal.

Christina Siggard, der kører for Bjarne Riis' cykelhold Team Virtu Cycling Women, slog til i spurten, da en mindre gruppe ryttere kom samlet til mål efter at have tilbagelagt i alt 122 kilometer på cyklen.

Herrernes udgave af løbet blev i øvrigt vundet af danske Michael Valgren, som mange vil kende fra blandt andet Tour de France.