Vi vil vinde
Det unge nybygger-par fra Aarhus, Fredrik Holm Koch og Charlotte Jakobsen, er spændte på finalen 3. april
En ny sengegavl, et bord der kan klappes op med opbevaringsplads under og et sengebord, der hænger ned fra loftet samt en kasse af paller med glas og keramik i køkkenet.
Det er blot nogle af de projekter, som det unge par, 28-årige Fredrik Holm Koch og 26-årige Charlotte Jakobsen, der er med i Nybyggerne på TV2, har kastet sig over, siden de kom hjem fra optagelserne i november.
LÆS OGSÅ: Unikt hus fra Skanderborg rykker til Den Gamle By i Aarhus
Her boede de i Hedehusene på Sjælland i otte uger sammen med de øvrige nybyggerpar, og det var i den grad nogle hårde uger med instant kaffe, coco pops, toast og junkfood og ikke at forglemme - nærmest ingen søvn.
“Vi havde kun fri om søndagen og nogle gange om lørdagen. Den sidste dag op til aflevering af rummene lignede lejligheden jo nærmest ragnarok, hvor mad og værktøj flød, så vi brugte ofte søndagene til at rydde op, inden vi gik i gang med et nyt rum om mandagen, så det var rigtig hårdt,” siger Charlotte Jakobsen, der er opvokset i Mårslet.
Orlov fra studiet
De otte ugers optagelse til Nybyggerne krævede, at det unge par tog fri fra studierne.
Fredrik læser til lærer, men fik merit, så han kunne holde fri, mens kæresten blev nødt til at tage et års orlov fra antropologi-studiet for at være med.
Egentlig var det lidt af et tilfælde, at de to meldte sig til Nybyggerne.
LÆS OGSÅ: Danmark har Talent: Korpiger fra Egå klar til live show på TV2
“Vi vil rigtig gerne flytte til Københavnsområdet,” fortæller Charlotte, og Fredrik supplerer:
“Ja, men det er nærmest umuligt, fordi det er så dyrt.”
Charlotte fandt opslaget omkring Nybyggerne og sagde: “Det kunne da være sjovt, hvis vi kunne vinde en lejlighed.”
Og sådan gik det til, at parret først var blandt de sidste 60, de sidste 18, de sidste 11, de sidste seks og så altså blandt de fire deltagere, der hver tirsdag toner frem på skærmen.
Genkendt på gaden
At den store drøm er at vinde finalen 3. april er naturligvis ikke nogen overraskelse, men hvad der til gengæld er kommet lidt bag på det unge par, er, at de bliver genkendt på gaden.
“Vi har lige været til Thomas Helmig-koncert, og der var der flere, der ville have selfies med os,” siger Fredrik, der oprindeligt er fra Beder.
Charlotte supplerer:
“Jeg går tit med uglet, fedtet hår og nattøj, når jeg skal lufte vores hund Manfred, men det tænker jeg over nu, fordi vi bliver genkendt, men omvendt, så ser vi jo også sådan ud i Nybyggerne,” griner hun.
Det har hun ret i, for seerne møder dem ofte trætte og med uglet hår. Bad var nemlig ikke noget, som de prioriterede særlig meget under optagelserne, fordi de knoklede.
“Jeg synes faktisk, at det var meget hårdere at være med i Nybyggerne, end det fremgår på tv,” siger Fredrik.
Sammen med kæresten håber han inderligt, at de mange søvnløse uger med junkfood og instant kaffe, lønner sig 3. april til finalen, og de tøver ikke med at sige, at de bliver skuffede, hvis ikke seerne stemmer dem ind som vindere den aften. Og den ene dag tror de, at de vinder og dagen efter ikke, og sådan kører tankerne frem og tilbage.