“Pokalkamp er en kæmpe gulerod efter et stort arbejde”
Stor spænding og glæde over storkamp i Nørre Djurs Hallen
De har absolut ikke i sinde at lægge sig ned på forhånd i Nørre Djurs HK. Den ambitiøse håndboldklub i 3. Division vil umådeligt gerne skabe overraskelsen og komme videre i pokalturneringen, men foreløbigt er der også bare stor glæde over, at klubben gennem flotte resultater har gjort sig fortjent til at møde Ribe-Esbjerg fra landets bedste række, 888Ligaen.
Kampen spilles på torsdag 1. marts klokken 19 I Nørre Djurs Hallen, og det er en særdeles spændt sportschef Nicolaj Danefeld, der ser frem mod kampen.
“Det er jo helt fantastisk at få den her oplevelse. Det er vi virkelig glade for, fordi det også er en kæmpe gulerod for det store arbejde, der er lagt i klubben. Det har vi også set på resultaterne i pokalturneringen indtil videre, hvor vi for første gang slog et hold fra en højere rangerende række end vores egen,” siger Nicolaj Danefeld.
Griber chancen
Det var 2. Divisionsholdet Åstrup/Hammelev, det gik ud over, og selv om de i Nørre Djurs er klar over, at den kommende modstander er - ja - en helt anden liga, så er klubben mere end klar til at spille underdog'ens chance.
“Der er vel altid en mulighed for, at Ribe-Esbjergs spillere vil se det som en dag på kontoret, som de bare skal igennem, og vi skal ud at spille med alt, hvad vi har. Ikke mindst i respekt for turneringen. Vi må gribe de chancer, vi får og så tage den derfra,” fastslår den optimistiske sportschef, der umiddelbart ser små åbninger for en overraskelse i den løbemæssige kvalitet, som Nørre Djurs HK besidder.
Derudover er kampen også en mulighed for at sætte klubbens ambitioner direkte op mod på papiret væsentlig stærkere modstander.
“Det er da en rigtig god lejlighed for os til virkelig at arbejde taktisk og se på hvilke områder, vi kan ramme dem på. Vores trænerteam er i fuld gang med at lægger taktikkerne til dagen, for der er jo ingen tvivl om, at vi skal præstere på absolut topniveau. Ellers kan det ende med et ordentligt slag over nakken. Men vi glæder os i hvert fald helt vildt,” konstaterer Nicolaj Danefeld.
Han og resten af klubben har således også sat alle sejl for at skabe en fantastisk oplevelse for publikum og sponsorer. Inden kampen finder et stort sponsor-arrangement sted, hvor blandt andet modstandernes træner Ryan Zinglersen holder oplæg om livet i en fuldtidsprofessionel håndboldklub. Derudover håber Nørre Djurs HK naturligvis på stor opbakning på tilskuerrækkerne.