Inga giver stof til eftertanke
Systue, genbrugsbutik og varmestue. Inga Barker Jørgensen har gennem årene gjort en stor frivillig indsats i Aarhus
”Så er du også klar til handle.”
Inga Barker Jørgensen har netop solgt en hjemmegjort stofpose til en lille dreng med egen, mini indkøbsvogn i Rema. Eller rettere sagt til drengens far. Inga havde faktisk sagt, at den lille kunde bare måtte få den, men faderen insisterede på at give de 20 kroner, som de egentlig koster.
Sådan har 74-årige Inga Barker Jørgensen tre gange i sidste uge stået i dagligvarebutikken i Brabrand for at sælge stofposer og måske nogle gange ladet sit gode hjerte løbe af med sig.
LÆS OGSÅ: VIDEO: 100 frivillige driver teater i Aarhus
For det der med at ville andre det godt, ikke er en fremmed tanke for Inga. Hun har en systue hjemme i privaten, hvor hun ikke bare lærer børnebørnene, men også nabolagets børn at sy. Det er der kommet en hel del stofposer ud af, og nu skal salget heraf gå til at gøre endnu flere børn glade. Pengene donerer hun nemlig til den lokale børnehave, så børnene kan få nye legeredskaber.
”Jeg hygger mig meget med at være sammen med børnene og lære dem at sy. Og så vil jeg også gerne slå et slag for, at man ikke bruger løs af plasticposer, men i stedet putter varerne i en stofpose, der er lavet af genbrugsstof,” siger Inga Barker Jørgensen.
Hun og hendes mand har siden 1972 boet i Brabrand. Dog havde de i 15 år en afstikker til Tyskland. Men siden de returnerede til hjemlandet i 2004, har Inga, der er uddannet socialrådgiver, engageret sig i frivilligt arbejde.
Det er udover sypigerne kommet genbrugsbutikken Danmission i Brabrand og varmestuen på hjørnet af Jægergårdsgade og Frederiks Allé til gode. I varmestuen reparerede hun ofte de hjemløses tøj, hvis noget var hullet eller i stykker, og her mødte hun mange sørgelige skæbner.
”Jeg har altid syntes, at det var nemmere at snakke med folk, hvis man har et håndværk i hænderne. Et skrivebord kan skabe en distance mellem folk, men sidder man bare og syer en knap i, kan man få en helt anden snak.”
Finder nok på nyt
Mange folk har været forbi hendes lille stand i Rema, og hun er spændt på at få talt sammen, hvor mange penge der er kommet ind fra posesalget. Men aktuelle planer om flere salg til godgørende formål har hun dog ikke:
“Nogle siger til mig: 'Så finde du bare på noget andet.' Og det kan da også godt være,“ siger Inge Barker Jørgensen med et smil.