Fortsæt til indhold

Svar til Ole Kragelund

Samfund
Af Jan Fischer (S), formand for Sundhed, Ældre & Socialområdet:

“Kære Ole Kragelund

Du mener, vi skal fortsætte med de 13 pladser i Hornslet. Jeg er glad for, at byrådet har besluttet at alle nye plejeboliger er 2 rums, for det giver mulighed for at også vore demente medborgere har en lejlighed, hvor de kan have besøg af pårørende på en værdig måde i deres egen lejlighed.

De 13 lejligheder vi i 2019 nedlægger er et værelses lejligheder, som kan være gode nok, hvis man skal være der kortvarigt, men som vi ikke synes er gode nok til at være en lejlighed. Vi ved, at en del ældre i Hornslet ikke ønsker at komme andre steder end Rosengården, og derfor vil ventelisten hertil sommetider være længere end andre steder, men alle får et tilbud om plads inden for vores ventelistegarantiperiode på 2 måneder, men det tilbud kan blot ikke altid være Rosengården for alle der ønsker det.

Beslutningen om Ringparken ligger fast, og jeg synes at gamle utidssvarende plejeboliger skal renoveres eller nedlægges. Så jeg synes det er en god beslutning, at vi får nedlagt de gamle utidssvarende lejligheder, og kan byde borgerne i Ryomgård nye boliger, den dag der bliver brug for det.

Forvaltningen administrerer den beslutning, der er truffet af Byrådet, nemlig at der fra 1. januar 2018 ikke visiteres til Ringparken, med mindre der er behov derfor i forhold til garanti for en plejeboligplads i Syddjurs Kommune inden for 2 måneder.

Det betyder, at der nu er 3 ledige boliger i Ringparken, og det ser ud til, at vi stadig klarer plejeboliggarantien, men det vil vi selvfølgelig følge godt med i fra udvalgets side.

Heldigvis er der nu kun godt et år til, at de nye boliger i Rønde står færdige, så vi samlet får flere og helt nye plejeboligpladser i kommunen.

Jeg kan i den sammenhæng sige, at jeg har fået oplyst, at huslejen på lejlighederne i Ryomgård ligger mellem 3.500 kroner og 4.800 kroner om måneden.

Du spørger ind til planlægningen af boliger til demente. Det er jo det, vi er i gang med at bygge i Kolind, hvor vi i løbet af et års tid har yderligere 28 plejeboliger, der er særligt indrettede til demente, og det er alt sammen i et plan.

Men alle plejeboliger i Syddjurs Kommune skal kunne bebos af demente, for den sygdom rammer jo desværre rigtig mange af vore ældste medborgere, også efter de er flyttet i plejebolig.”