Fortsæt til indhold

Byhallen fyldt til årets påske-kræmmermarked

Markedet i Kolind har åbent skærtorsdag og langfredag kl. 10-16

Samfund
Arkiv

Påsken falder forholdsvis tidligt i år, men det har ikke svækket interessen for det traditionelle påske-kræmmermarked i Kolind, hvor der er rift om pladserne til markedet, der foregår skærtorsdag 29. marts og langfredag 30. marts begge dage kl. 10-16.

For de fleste kræmmere er påskemarkedet i Kolind årets første, som de glæder sig til efter en lang vinterpause.

Tage Mogensen fra Byhallen melder alt optaget inde i Byhallen, og der har på det sidste været stor efterspørgsel på pladserne uden for Hallen.

Bedre forhold

“Siden vi fik tilladelsen til gågade og bilfri zone i hele arealet foran og omkring Byhallen har det givet et meget bedre marked både for de besøgende og kræmmerne, og der er ingen tvivl om, at vores nye lokaler giver de kræmmere, der har plads i 'Stalden', bedre faciliteter og har skærpet interessen blandt kræmmerne,” siger Tage Mogensen fra Byhallen i en pressemeddelelse.

Gode lysforhold med vinduer og glas i alle døre, et nyt gulvvarmesystem, og en ny toiletbygning med handicaptoilet er blevet taget godt imod af kunder og kræmmere.

Tendensen fra de tidligere år, hvor mange sælger deres egne hjemmefabrikerede produkter, fortsætter, rapporterer Byhallens ledelse. Der er husflidskunst i alle afskygninger, og der kan købes livremme og punge, pileflet, hjemmelavede smykker, patchwork, pyntekort, glas, påskepynt og meget andet.

Den udvikling hilser Byhallens ledelse velkommen, da man bevidst forsøger at gøre markedet så alsidigt som muligt.

Påskemarkedet med mange udendørs kræmmere og 1.000 kvadratmeter indendørs stadepladser plejer at få 2.000-3.000 besøgende hvert år.

Drives af frivillige

Kolind har gennem generationer været en rigtig markeds- og handelsby. Før i tiden var det landmænd fra hele Djursland, der holdt marked hver fredag i hallen.

Byhallen er et kultur-og aktivitetshus, ejet af byens borgere. Det drives uden offentligt tilskud og af frivillige ulønnede hjælpere.

jesl