Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde og massiv investering i digital udvikling

Smykkefirmaet fremtidssikrer med nyt it-system og har samtidig taget hul på nyt samarbejde med tidligerer Hummel-topchef

Samfund
Grethe Bo Madsen

Efter et år med vækst i omsætningen, men røde tal på bundlinjen opruster smykkefirmaet Pilgrim nu med en ny mand i bestyrelsen.

Her har Hummels tidligere topchef, Søren Schriver, indtaget et sæde, mens han samtidig som konsulent har som mission at forløse smykkefirmaets potentiale på det internationale marked.

LÆS OGSÅ: Ovenvande - sådan ser det nye byggeri ud

Selvom Pilgrim i det forgangne år oplevede en vækst i omsætningen fra 143 mio. kroner til 157 mio. kroner, kom firmaet ud med et underskud på otte mio. kroner i 2017.

De røde tal på bundlinjen bekymrer dog ikke Pilgrims grundlægger og CEO, Annemette Markvad.

”Vi har investeret i et skift til et nyt IT-system til hele virksomheden. Det omfatter både virksomheden her i Skanderborg og ude i butikkerne. samtidig har vi fået udviklet en ny webside, der både er hurtigere og mere funktionel,” forklarer hun til UgeBladet.

”Vi har også brugt en del ressourcer på at sikre den rigtige strategi på vores vækstmarkeder i Tyskland, Sverige, England og Canada. Det tager længere tid, før de investeringer slår igennem. Jeg troede selv, det ville ske hurtigere, men her bliver vi nødt til at væbne os med tålmodighed,” konstaterer Annemette Markvad, der ikke er i tvivl om, at investeringerne har lagt fundamentet for Pilgrims fremtidige vækst.

Det nye samarbejde med Søren Schriver ser Annemette Markvad som en vigtig brik i Pilgrims fremadrettede udvikling.

”Vi har fået en kæmpe kapacitet ind i Pilgrims bestyrelse i form af Søren Schriver, som jo har over 20 års erfaring i at drive en virksomhed med produktion af mærkevarer, salg og butikker i hele verden. Og det at Søren Schriver samtidig også vil hjælpe til på konsulentbasis er den helt rigtige løsning for os på den videre rejse, vi skal ud på de kommende år, hvor vi skal sikre en stabil og langsigtet vækst,” understreger hun.

I 2017 har Pilgrim blandt andet åbnet mere end 70 Shop-in-shop butikker i henholdsvis Sverige, England og Tyskland. Samtidig har Pilgrim i Hamborg udvidet med to selvstændige butikker.

I Canada har man dog måtte sande, at det ikke har kunnet lade sig gøre, at drive en selvstændig operation, og derfor har man valgt at sælge aktiviteten fra til en gruppe investorer, heriblandet selskabets direktør for North America, der fremadrettet vil være enehandler på det canadiske marked.

”Frasalget af vores aktivitet i Canada har været afgørende for, at vi stadig ser gode udsigter for det canadiske marked. Vi har nu fundet den rigtige struktur, der skal sikre en fremadrette vækst i Canada,” siger Annette Markvad.