’Andrea’ fik 4. årgang til at spille med
Sanger og sangskriver Christine Skou, kendt som kvinden bag den elskelige papegøje Andrea fra Danmarks Radios uopslidelige børneprogram, Kaj & Andrea, var i hopla, da hun i fredags besøgte Thorsager Skole
CV Jørgensen har i en af sine sange kaldt penge for 'et satanisk mesterværk' og de ferme popsnedkere i for længst hedengange ABBA sang om 'Money, money, money, Must be funny, In the rich man's world'.
Mange penge eller manglen på samme digtede 4. årgang på Thorsager Skole om i fredags, da årgangen havde besøg af sanger og sangskriver Christine Skou, som mange generationer af børn kender som kvinden bag figuren Andrea i Danmarks Radios fjernsynsklassiker, Kaj & Andrea.
Koda, der varetager danske komponisters rettigheder, sender i 2018, for 12. år i træk, professionelle sangskrivere ud til udvalgte skoler i landet for at undervise eleverne i sangskrivning, tekst og komposition. Det gør organisationen for at sætte fokus på det store arbejde, der ligger bag en sang og selvfølgelig for at inspirere eleverne til at skrive ny god musik.
Christine Skou formåede lynhurtigt at få samling på tropperne og engagere børnene i projektet. Først blev der nedfældet brokker om penge på et stykke papir ud fra en startsætning: “Det er nederen...”, og siden blev musikken leget frem i musiklokalet med Christine Skou bag klaveret.
Da Lokalavisens udsendte efter en god time forlod skolen, var tegningen til et smash hit af en popsang ved at være der, og bulletinerne fra Thorsager Skole fortæller, at den endelige version sad mere end flot i skabet, da skoledagen sluttede.