Fortsæt til indhold

Cheftræner stopper i Hadsten Håndbold

Kent Ballegaard og Hadsten Håndbold har ikke de samme ambitioner, der for stopper samarbejdet efter sæsonen

Samfund
Arkiv

Cheftræner for Hadsten Håndbolds 1. divisions håndboldpiger, Kent Ballegaard, stopper efter denne sæson.

Det er både klubben og træneren selv blevet enige om.

“Både klubben og jeg havde lyst til forandringer. Vi stod nok ikke samme sted længere. Det er ingen hemmelighed, at jeg har ambitioner og vil mere end at blive i 1. division. Klubben er tilfreds med at ligge i øverste ende af rækken i 1. division. Og så stod vi ved en skillevej efter to gode år”, siger Kent Ballegaard til Lokalavisen Favrskov.

Træneren har i skrivende stund tre kampe og en pokalkamp tilbage i Hadsten Håndbold og dem vil han meget gerne vinde alle sammen.

“Vi har været rigtig glade for Kent i de to sæsoner det er blevet til, han har været en stor part i at vi har løftet os som klub og har markeret os på håndboldlandkortet. Der kan ikke sættes en finger på Kents arbejde og engagement i tingene, han besidder en stor kvalitet og har i øvrigt udover at være cheftræner påtaget sig mange andre kasketter også, som eksempelvis at lave trænerkurser for resten af klubbens trænere. Vi vil rigtig gerne ønske Kent alt muligt held og lykke fremover og jeg er slet ikke i tvivl om at Kent nok skal nå de ambitioner han har, med den arbejdsindsats han lægger i tingene”, siger formand for Hadsten Håndbold, Rene Jensen.

I samme ombæring stopper klubben også samarbejdet med assistenttræner Samal Djurhus, oplyser Hadsten Håndbold i en pressemeddelelse.

Både klubben og Kent Ballegaard lader forstå, at de begger er i gang med sonderinger. Ballegaard efter en ny klub, men ikke nødvendigvis kun i damehåndbold, herrehåndbold er også et bud.

Hadsten Håndbold vil ikke på nuværende tidspunkt afsløre mere om en mulig ny træner.