Foråret kiggede med på messen
Rougsøhallen tiltrak mere end 700 gæster til den traditionelle Forårsmesse, som havde tilbud til hele familien
Ørsted Efter mange små forsigtige forsøg, så var den der, men kun lige akkurat. Foråret bankede forsigtigt på til Forårsmessen i Rougsøhallen, der endnu engang blev en succes - i år med mere end 700 besøgende hen over dagen. Og som det er blevet en tradition, så er Forårsmessen i Ørsted en god, gammeldags messe med aktiviteter og spændende tilbud til hele familien. De forretningsdrivende og dele af erhvervslivet byder ind med lidt af hvert, ligesom de lokale foreninger fylder ganske godt i landskabet og er med til at skabe en herlig og hjemlig atmosfære i Rougsøhallen. Og så er Forårsmessen i Ørsted stedet, hvor man mødes for at få sig en god hyggesnak mens, man bliver præsenteret for lidt af hvad området har at tilbyde og det fra stort set alle hylder. Hundefolket var der side om side med lokalhistoriens trofaste støtter, ligesom CAD Oldtimers endnu engang viste deres prægtige veteraner. Og så bød Sparekassen Kronjylland ind med et skulderklap, der tildeles en lokal forening. Forslag kan stadig indleveres. Badmintonklubben præsenterede en heftig boldkanon, der var utrolig populær, ligesom der var masser af herlig musik med Lars-Erik Qvortups band “FAM JAM”.