Det bliver “vildt” på Gl. Estrup
Når Landbrugsmessen Gl. Estrup 26. og 27. maj rulles ud for 22 gang, så bliver det blandt andet et nyt stort og spændende tema.
“Skov, Jagt og Friluftsliv” er overskriften for et tema, der naturligvis er inspireret af sammenlægningen mellem de to museer - Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm.
Under sit nye navn Det Grønne Museum udvides aktiviteterne på Gl. Estrup med viden, historier og oplevelser om jagt, skov, landbrug og fødevarer og det er derfor meget naturligt at udvide Landbrugsmessen med dette tema.
Messearrangørerne har reserveret et stort samlet område på messen til udstillere og aktiviteter inden for det nye tema og glæder sig til at byde nye aktører velkommen med et godt introduktionstilbud på leje af stand.
Temaet henvender sig til udstillere inden for områder som salg og udlejning af skovmaskiner og udførelse af skovarbejde, salg af udstyr til jagt og friluftsliv, rådgivning vedrørende skovdrift og vildtpleje samt kursus-aktivitet og information inden for friluftsliv.
Timbersports
Foruden de forskellige stande med rådgivning og salg inden for temaet, står messearrangørerne for den overordnede underholdning på Landbrugsmessen.
Organisationen “Bliv Naturligvis” præsenterer forskellige former for aktiviteter som bueskydning, partering og tilberedning af vildt.
Der bydes også på opvisning med falkoner samt underholdning med timbersports, hvor hold på seks “øksemænd” laver sjov og ballade og svinger deres tunede motorsave for blandt andet at vise publikum, hvordan man laver træskulpturer.
På fødevaresiden tilbereder den kendte kok Per Mandrup smagsprøver på vildtkød i messens store tematelt under temaet “Det er helt vildt”.
Mere end 20.000 gæster
Som altid finder Landbrugsmessen på Gl. Estrup sted den sidste weekend i maj - i år 26. og 27 maj.
Messen besøges årligt af godt 20.000 gæster og byder på en lang stribe af aktiviteter for børn og voksne, byboer og landboer.
Læs mere om Landbrugsmessen på www.landbrugsmessen.dk eller følg messen på Facebook.