Modulbyggeri giver luft til Bakkely
For syv år siden lukkedes man Bakkely - i dag er der ikke plads nok samme sted
I sidste uge begyndte opsætningen af modulbyg på 200 m2 på grunden lige ved siden af Børnehuset Bakkely, der 1. januar overtog grunden. Og det glæder Per Rasmussen, dagtilbudsleder i Ry, sig til.
“Vi har rigtig mange børn i Ry, så det er rigtig godt, at vi har fået muligheden for at knopskyde,” siger Rasmussen og kalder løsningen for midlertidig.
“Nu går vi og venter på de nye prognoser over udviklingen i børnetal, prognoser der er klar til april, men der er ingen vej uden om: Der skal bygges noget permanent i Ry, hvis vi skal kunne følge med. Ry er og bliver et sted, som det er populært at flytte til for de unge familier, der 'leverer' børn til os,” konstaterer han, smiler og tilføjer:
“Det er lidt tankevækkende, at Skanderborg Kommune for syv år siden lukkede Bakkely, fordi der manglende børn i Ry. Men det var den rigtige løsning dengang - og fremsynet at beholde bygningen.”
I øjeblikket har Bakkely, akkurat som de øvrige børnehaver i Ry, flere børn end man er normeret til. 5-10 børn i hvert børnehus. Per Rasmussen vurderer, at institutionernes smertegrænse i forhold til overnormering går ved 15-20 procent.
“Antallet af børn svinger en hel del i løbet af et år, og vi ved fra vuggestuerne, hvor mange børn der kommer til børnehaverne. Det, vi ikke ved, er, hvor mange 'tilflyttebørn', der kommer til Ry. I de seneste år har det vist sig at være flere, end prognoserne virker. Vi løser det ved at ansætte mere personale, men i og med, at det fra politisk hold er bestemt, at børnene ikke skal sendes ud af distriktet, så kommer vi til at mangle plads.
Det sker til trods for, at vi er gode til at sende børnene ud af husene og ud i naturen,” forklarer Per Rasmussen.
Selv om de kommende modulbygninger giver mere plads, så giver de også udfordringer.
“Vi er meget opmærksomme op, at det ikke må blive 'dem og os' i forhold til de to afdelinger, vi får. Derfor vil der være et flow mellem de to bygninger af både børn og personale. Børnene skal bruge begge afdelinger til aktiviteter. Derudover kommer vores mødelokale til at ligge i den bygning bruge begge mens køkkenet forbliver i den gamle, så vi er sikre på, at alle komme begge steder,” siger Per Rasmussen og roser de ansatte i dagtilbuddene.
“Der er øget pres på vores ansatte, når vi har mange børn, så vi skal sikre os, at de har det godt. Vores personale yder en fantastisk indsats fyldt med pædagogisk kvalitet, og de er både fleksible og omstillingsparate,” lyder det fra chefen.