Hverken mere eller mindre

Gør, hvad du kan – fik jeg at vide, da jeg var barn. Men det er, som om de ord er gået af mode. Det er, som om den værdi, der ligger bag ordene, ikke længere er vigtig. Vi skulle bare gøre vores bedste –nu er det, som om det kun tæller at være den bedste. Det er blevet idealet –og det gør noget ved den måde, vi ser på os selv og andre. Karaktererne i skole og uddannelse er et godt eksempel. Det gør noget ved os, hvilke karakterer vi får. Det er, som om vi selv sætter lighedstegn mellem karakteren og den, vi er; som om vi tager andres bedømmelse af os til os, som om det er sandheden om, hvem vi er. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg husker de fleste af de karakterer, jeg gennem tiden har fået – især de karakterer der lå i yderkanterne.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Rumlighed og rummelighed

I én af beretningerne om Jesus kommer en kvinde hen til ham og gør det bedste, hun kan –nemlig hælder den fineste olie over ham for at vise, at han er den højeste konge. Og det vælter ind med kritiske forslag til, hvad hun burde have gjort: Sælg olien, og giv pengene til dem, der mangler. Og så er det, Jesus siger ordene: Hun gjorde, hvad hun kunne. Mere forlanger han ikke. Verdens nød er enorm og kunne nok tynge os til jorden i dårlig samvittighed og afmagt. For vi kan ikke gøre alt det, vi så gerne vil. Kvinden gjorde, hvad hun kunne. Hverken mere –eller mindre. Hver især kan vi ikke forhindre al jordens lidelse og død, men noget kan vi –og det er dét, vi skal. Og så må vi læne os op af, at Gud ikke fører karakterbog, men gør, hvad han kan –nemlig at elske uden betingelser og med en kærlighed, der er stærkere end døden.