Pludselig er kærligheden der
Ny roman fra den lokale forfatter Trine Bjerre
På det populære alpehotel Alte Post ånder alt fred og idyl. Hotelejerne Hildegard og Wolfgang styrer hotellet med stor ihærdighed og charme. I hemmelighed drømmer Hildegard om solnedgange over havet. Da den livstrætte Hr. Hansen en dag dukker op, forandrer det alt. Og måske er drømmene ikke længere nok.
Det er kort fortalt handlingen i Trine Bjerres nye roman Historien om en solnedgang, der udkom tidligere på måneden.
Da romanens hovedpersoner møder hinanden, er de hver især låst fast.
“Hildegard har den her hemmelige drøm om at se en solnedgang over havet. Faktisk har hun et helt værelse, hvor hun forsøger at leve den ud ved at male forskellige variationer over solnedgange over havet. Da Hr. Hansen pludselig dukker op, bliver han et form for svar på hendes drømme, som får dem til at tage en uventet drejning. Han har et sommerhus, hvorfra han kan se solnedgange, dog uden at de har nogen særlig betydning for ham. Hildegard giver på den måde noget, han tager helt selvfølgeligt, en ny betydning,” siger Trine Bjerre i en pressemeddelelse.
Hr. Hansen oplever sit liv som meningsløst og defineret af, hvad han har mistet. For overhovedet at overleve må han konstant bevæge sig - fra land til land via sit arbejde og fra kvinde til kvinde. Han har ikke noget egentlig mål, før han møder Hildegard.
Ifølge Trine Bjerre er kærlighed på en gang banal og uhyre kompleks, og det er et grundvilkår, at vi ikke kan lade være med at søge efter den, mener hun. Pludselig er kærligheden der bare. Og den er både skræmmende og fantastisk - den ryster os.
“Jeg fik ideen til romanen på en ferie i Østrig på et typisk alpehotel, som for mange nok er inkarnationen af kitsch. For Hr. Hansen er tyrolerstilen virkelig dårlig smag og noget kunstigt. Alligevel oplever han kærligheden her”. jbe