Fortsæt til indhold

Brandvæsen slukker og lukker i Lystrup

På lørdag er det endegyldigt slut med brandstation i Lystrup. Borgere inviteres til åbent hus for at sige farvel

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

I lørdags blev et af de sidste kapitler i Lystrups nyere historie skrevet, da der var officiel afskedsreception på Lystrup Brandstation.

Og på lørdag har borgerne så mulighed for at sige det sidste farvel til brandfolk og stationen, der har ligget i Lystrup siden 1989.

Dengang var det på Skæringvej. Siden 1995 har brandfolkene rykket ud fra Sønderskovvej, som altså nu lukker og slukker.

LÆS OGSÅ: Østjyllands Brandvæsen blev navnet

Ronni Jørgensen er holdleder og er en af de deltidsansatte brandfolk, der næsten har været med siden starten, og han begræder situationen.

“Det er trist og vemodigt, og vi fatter ikke, vi skal lukke, når der endnu ikke står en ny brandstation klar i Lisbjerg. Og det sker vist første engang i 2019. Men det er en politisk beslutning, som vi ikke kan gøre så meget ved,” siger han.

Ronni Jørgensen kommer især til at savne det stærke kammeratskab, som hersker blandt brandfolkene.

Hårdt at sige farvel

“Det er som en familie herude. Vi har været ude for nogle voldsomme hændelser sammen og er meget sammentømrede. Det bliver sgu hårdt at sige farvel til hinanden,” forklarer Ronni Jørgensen.

Der har været 32 brandfolk tilknyttet stationen, og ifølge holdlederen rykker de i gennemsnit ud til 100 brande om året.

Personligt husker han især slukning af Bazar Vest i 2012 efter en eksplosion og en brand juleaften i Skødstrup, hvor der desværre var dødelig udgang.

LÆS OGSÅ: Østjyllands Brandvæsen henter direktør i egen rækker

“Sådan noget glemmer jeg selvfølgelig aldrig,” siger han.

Ronni Jørgensen og hans kolleger har fået mange reaktioner fra lokalsamfundet angående lukningen:

“Mit indtryk er, at vi altid har været meget vellidte. Folk har været glade og trygge over, at vi har været hurtige til at rykke ud. Og så har vi mødt mange borgere, der er frustrerede over uvisheden med, hvor lang tid der kommer til at gå nu i tilfælde af brand,” siger den erfarne brandmand.

Det åbne hus og muligheden for det sidste farvel foregår på lørdag på stationen mellem klokken 10 og 17.

“Her bliver der mulighed for borgerne at sige farvel til os brandfolk og stationen. Og så kan det godt være, vi giver en opvisning eller to,” siger Ronni Jørgensen.