Ny forening skal føre kampen mod madspild
Foreningen skal være bindeled mellem frivillige og kommunen
Projektet Madspildspensionatet er søsat af midlertidige medarbejdere i kommunen og skal nu stå på egne ben for at kunne fortsætte. På den baggrund ønsker man at danne foreningen 'Madspildsaktivisme for alle'.
Det er Projekt Nye Veje, Syddjurs Kommune Bostøtte og Aktivitet, som indkalder til stiftende generalforsamling i foreningen, der skal fungere som et bindeled mellem de frivillige - enkeltpersoner, foreninger og kommunen.
Hver dag smider danske supermarkeder over 400 ton mad ud.
Madspildspensionatet har indgået aftaler med lokale supermarkeder om at gemme eller fryse noget af denne mad som dernæst indsamles af Madspildspensionatet.
Fællesspisninger et hit
Frivillige tilbereder det herefter i kommunale faciliteter - ofte i samarbejde med børn - og tilbyder herefter gratis fællesspisning for lokalsamfundet.
Madlavning og fællesspisning foregår i kulturhuse og skolekøkkener som stilles til rådighed af Syddjurs Kommune. Rammerne er ideelle til at være mange i køkkenet og deraf opstår spændende retter ud af de varer, der nu engang er til rådighed på dagen.
Madspildspensionatet har siden begyndelsen i 2016 vokset til at omfatte fem byer, der hver især samles en hverdagsaften i den sidste uge i hver måned. Antallet af gæster stiger støt og var senest på 177 på en uge.
Hidtil har kommunen dækket omkostninger til de projektmedarbejdere, der blandt andet har stået for indhentning af madvarerne.
Lokale ildsjæle er løbende blevet tilknyttet projektet og der er nu grobund for at kunne oprette en forening.
Mere opsøgende arbejde
Det er ambitionen, at foreningen skal rumme støttemedlemmer i form af lokale virksomheder, der dermed kan sikre den videre drift uden behov for støtte. Hertil oprettes en rolle som fundraiser.
Desuden ønsker man at optrappe opsøgende arbejde for at sikre, at udsatte borgere får gavn af projektet.
jesl