Nu kan du flyve til spotpriser: Så meget koster ture til 10 storbyer
Den gennemsnitlige pris på flybilletter er aktuelt lavere, end før coronapandemien ramte.
506 kroner tur/retur.
Det er aktuelt gennemsnitsprisen på flybilletter fra København til 10 europæiske storbyer. Dermed er den gennemsnitlige pris lavere end før coronapandemien ramte, hvor den i 2019 var nede i kroner 552.
Det viser et pristjek fra Dansk Flyprisindex, som udgives af prissammenligningssiden Travelmarket.dk.
Her kan du se priser for flyveture til 10 europæiske storbyer med ud- og hjemrejse i uge 12, tur/retur og inklusiv skatter og afgifter:
- Stockholm, 162 kroner
- Wien, 205 kroner
- London, 207 kroner
- Prag, 444 kroner
- Paris, 490 kroner
- Berlin, 545 kroner
- Oslo, 570 kroner
- Amsterdam, 642 kroner
- Barcelona, 885 kroner
- Rom, 908 kroner
Billund også billig
Rejser fra Billund er i et lavt niveau. Flybilletter til de 10 europæiske destinationer fra Billund koster i uge 12 i gennemsnit 707 kroner tur/retur, hvilket blot er 7 procent mere end det meget lave niveau på kroner 660 i 2019.
Fra Billund koster det i uge 12 tur/retur eksempelvis 667 kroner til Barcelona, 174 kroner til London, 771 kroner til Paris og 280 kroner til Wien.
»Konkurrencen mellem flyselskaberne er fortsat benhård, og det afspejler sig i de lave priser til særligt europæiske destinationer. Så længe der er så meget kapacitet i markedet, vil flypriserne være under pres, og det kommer forbrugerne til gode. Jeg tror, at vi det meste af 2023 vil se meget lave flypriser,« siger adm. direktør fra Travelmarket, Ole Stouby, og fortsætter:
»Flybilletter til USA er nu også nede i et rekordlavt niveau, da kapaciteten her er tilbage som før corona. Der vil gå endnu et stykke tid før vi ser det samme på ruter til Det Fjerne Østen.«