Skepsis fra Rodskov og Eskerod
Mange spørgsmål til borgmesteren
Der var mange spørgsmål til borgmesteren og hendes rådgivere ved informationsmødet om nyt byudviklingsområde i det vestlige Syddjurs. Mødet blev holdt i Rodskov Forsamlingshus onsdag aften, og de fleste af de halvandet hundrede pladser var besat.
Efter borgmester Kirstine Billes fremlæggelse var der en del markeringer, da der blev lejlighed til at stille spørgsmål og give sin mening tilkende. Herunder følger nogle af dem:
Nu 25 huse i Eskerod
"Jeg har svært ved at få det til at hænge sammen med, at vi stadig kan have lyst til at bo her. Vi er glade for at bo i Eskerod, fordi det er, som det er. Der er 25 huse i Eskerod. Jeg forstår ikke, at man ikke udvikler der, hvor der i forvejen er folk, der gerne vil bo sammen", sagde Lalla Wandahl.
Kirstine Bille: "Området skal udvikles i samklang med folk, der bor i landsbysamfundet. Og det er ikke et enten-eller. Vi tænker stadig udviklingstanker omkring blandt andet Hornslet og Rønde."
Hvornår institutioner?
Henrik Staunstrup syntes ikke, at planerne harmonerer med kommunens beslutning om at lukke Ugelbølle Skole. Det gav en del applaus fra salen.
Desuden ville han høre, om man først vil have 3-5000 tilflyttere, inden man laver nye servicetilbud.
Kirstine Bille:” Selvfølgelig kræver det volumen, men man ser også nogle steder, at man starter med at bygge institutioner.”
Varm luft
Henrik Okkels, Rodskov, mente, at de mange pæne ord som miljø, natur og bæredygtighed lød som varm luft.
"Vi har her det berømte turistdilemma – et skønt sted, hvor der kommer mange mennesker og så bliver naturperler ødelagt. Er der noget i vejen for, at en overklassebeboelse kan ligge nord for Landevejen? I er jo i gang med at planlægge en katastrofe."
Også dette indlæg fik mange til at klappe.
Kirstine Bille: "Det her er ikke planlægning, det er en strategi. Et møde som dette så tidligt i forløbet er med til at løfte strategien. Og vi mener de pæne ord."
Planer om erhvervspark?
Ellen Keller, Eskerod, ville høre, om planerne om en viden- og erhvervspark i området, som tidligere blev afvist af Miljøcenter Aarhus, nu skal findes frem igen.
Kirstine Bille: "Der er ikke boligområde og videnpark i dette. Det blev afvist af miljøcentret. Måske skal det gøres på anden måde."
Kystnærhedszone
Mogens, Kaløvig Strandgård Camping, ville høre om man kommer inden for strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen.
Kirstine Bille fortalte, at der tænkes udviklet inden for kystnærhedszonen men ikke inden for strandbeskyttelseslinjen.
Forandring
Kurt Simonsen, Ugelbølle Mark, ville gerne have en garanti for, at man ikke smadrer den smukke natur.
Kirstine Bille: "Dette går ikke ud på at smadre noget. Det går ud på at gøre det så godt som muligt i forståelse med kulturen og kulturlandskabet. Vi vil lave en langsigtet planlægning, så det er os, der styrer udviklingen. For udvikling vil der ske under alle omstændigheder."