Fortsæt til indhold

Hvad mener du om byudvikling i Kalø Bugt?

Meningerne er delte, når det gælder Syddjurs Kommunes tanker om byudvikling i Kalø Bugt

Samfund
Anette Bonde

Hvad er din umiddelbare holdning til byudvikling i Kalø Bugt? Lokalavisen spurgte fem af deltagerne ved mødet onsdag aften i Rodskov Forsamlingshus.

Nic. Poulsen, Eskerod: ”Jeg er bange for, at man omdanner Rodskov og Eskerod til en ny soveby som Løgten-Skødstrup. Det er ikke attraktivt. Herude har vi natur, som alle, der bor her, er kommet efter. Jeg er ikke interesseret i nye villakvarterer.”
Birgit Dyrbye Bille, Ugelbølle Strand: "På nuværende tidspunkt har jeg ikke rigtig nogen mening om det. Under alle omstændigheder vil der ske en udvikling, og det er godt, at den bliver styret. Det er jo et dejligt sted - dejlige steder - og herlighedsværdien skal bevares. Vi sidder lige og snakker om, hvor meget os ved stranden vil kunne mærke. Vi ser flere og flere, der cykler, bader, løber og spadserer. Dem vil der givetvis komme flere af - og også flere biler."
Bo Thoudal, rådgivende ingeniør med kontor i Rønde, bor selv på Mols: "Det er meget, meget visionært. Ideen er den rigtige for at komme fremad i vores lokalsamfund. Det er rigtigt set, at folk vil ud i de rekreative områder. Udfordringen bliver at få gennemført projektet uden at det går ud over herlighedsværdien - ellers ødelægger vi jo det, folk vil herud for."
Lene Keylani, Eskerod: "Det der kendetegner vores område er det åbne land og stor natur med skov, mark og strand. Det vil man ødelægge nu, samtidig med at det er det, man sælger projektet på. Hvis man lægger en by, så åbner man mulighed for at erhvervsparken, der tidligere blev skudt ned af Miljøcentret, kan komme alligevel."
Helen Overgaard, bor mellem Eskerod og Rodskov: "Det er alle tiders, at der sker noget - vi er en udørk. Da vi havde børn, skulle vi køre dem til fritidsaktiviteter med mere. Her er ingenting, og der går ingen busser. Alting foregår i Hornslet - borgerservice, plejehjem, bibliotek etc. Når vi bliver gamle er vi nødt til at flytte, når vi ikke længere kan køre bil. Vi vil da gerne blive boende, men det kan vi ikke. Der sker ikke noget ved fornyelse - der vil stadigvæk være masser af udsigt."