Kejserens nye øl Firmaet Cult fra Risskov, lever af at sælge energidrik samt cider med koffein. Nu er turen kommet til øl
Cult blev grundlagt i 1998. Firmaet startede ud med at sælge ét produkt - CULT Energy Activator. Energidrikken havde smag af cherry coke og blev solgt på flaske. Produktionen stod sodavandsfabrikken Frem i Ribe dengang for, og produkterne blev kørt ud til kunderne af ejeren selv, fra hans fars garage i Århus. CULT er et anerkendt brand i Danmark og sælger i dag flere varianter af energidrik samt cider produkter. CULT teamet består af ca. 30 fuldtidsansatte, et stort event crew, også kendt som CULT piger, og et mindre hold fotografer, som tager billeder for CULT ude i nattelivet og til events. Kulturen er ung og uhøjtidelig og gennemsyret af ”go’ energi vinder altid”.
Øl til de trendy unge.
Cult i Risskov får produceret alle sine produkter, hos det Harboe ejede Darguner brauerei i Tyskland. Her tappes massevis af billigt produceret cider og nu også øl, på smarte og iøjnefaldende flasker og dåser. Kay-sar er navnet på Cults store satsning, som udtales kejser. Energi er kendetegnene for alle CULTs produkter og derfor indeholder KAY-SAR som den eneste øl i Danmark, naturligvis også energi, i form af koffein.
Kejserens nye klæder?
Kay-sar er et markant forsøg på, at gøre det trendy at drikke øl igen. Personligt har jeg så været forud for min tid, da jeg da har nydt øl i mange år. Det skal nærmere forstås at det skal være trendy for unge, at drikke øl. Blandt unge har det længe været nederen at drikke øl overhovedet, og især øl fra Tuborg, Royal og Harboe. Men nu bliver øllet serveret i en smart flaske og med en enorm markedsføring i kølvandet. Kejserens nye klæder. Øllet indeni er Harboe øl på smarte flasker tilsat nogle få milligram koffein. Flasken er udstyret med ”twist off” kapsel og hver kapsel er udstyret med en ternings kombination, som gør det muligt at slå om, hvem der giver næste omgang.
Den bliver et hit
Hvordan smager denne øl til de unge så? Ikke af en skid. En rød pil på flaskehalsen, viser at her åbnes den. Så kan selv Amalie fra Paradise Hotel nyde kejserens dråber? Skænkes Kay-sar i et glas, bliver det synligt at her er tale om en meget tynd øl. Farven afslører at den er meget lys gylden, og skum er der næsten intet af. Duften er metallisk og citrusagtig og smagen minder om Tuborg Lime Cut (brygges i Litauen). Altså en øl der ikke smager af øl, i mere end to sekunder. Derfor bliver Kay-Sar et hit. Unge får igen lyst til at smage øl og får nok også lyst til at forsøge med lidt mere spændende øltyper. FAKTA CULT Kay-Sar Alc. 4,9 % vol. koster ca. 13,95 i SuperBrugsen, Kvickly, Spar, SuperBest, Kiwi, Shell og Statoil.