Øllen kvinder drømmer om
Salget af øl falder, til stor bekymring for bryggerierne. Mange vælger øllet fra, når der skal nydes en god middag eller når der skal hygges. Salgstallene siger alt. Øllet har mistet terræn og markedsandele, til vin og spiritus. Der må gøres noget aktivt for at vende skuden og danske Carlsberg, har måske løsningen: Kvinder.
Hurra for tyske Heidi
Segmentet kvinder er en målgruppe som de fleste bryggerier sjældent henvender sig til. Det feminine køn, kan ofte ikke lide øl. Især ikke pilsnertyper som en Grøn Tuborg og lignende. Ja der findes nok kvinder som nyder en pilsner et par gange om året, men kvinder vælger oftere andre måder at læske sig på, end med en øl. Der er simpelthen for mange mandlige hormoner, i Carlsbergs markedsføring af øl. Kvinder gider ikke forbindes med Jack ass typer som pt. bruges i markedsføringen af ”Vores øl”. I Tyskland er det anderledes. Tyske kvinder nyder godt med øl og er vokset op med øl nærmest fra sutteflasken. Skulle der dukke en kvinde op som ikke kan lide øl, får hun en Radler. Halv pilsner og halv sodavand i samme glas. I England har de i mange år solgt massevis af Snakebites, som er halv pilsner og halv cider. Her i Danmark forsøgte Tuborg (ejet af Carlsberg) tilbage i 1984 med en dansk fortolkning af den tyske Radler. Tuborg Vitz på 0,9 % havde rødder i både øl og sodavand, uden at være nogen af delene og blev da også en dundrende fiasko.
Ægte rød-hvid dameøl
Carlsberg har via en masse analyser, regnet sig frem til at halvdelen af landets befolkning er kvinder. Man har i år markant fokus på produktudvikling rettet mod kvinder. Først lancerede man de to produkter Eve Peach og Eve Passionfruit, som er udviklet på Carlsbergs schweiziske bryggeri. Eve indeholder kun 2,5 % alkohol og har et lavere kalorieindhold end hvidvin. Eve er en meget let øl, der er tilsat frugtjuice og som smager hen ad Somersby cider.
Sødt
Eve vil dog ikke hitte i Danmark, bortset fra Skagen i uge 29 (Hellerup ugen). Heldigvis giver Carlsberg ikke op så let og lancerer i disse dage hele to øl, rettet mod det smukke køn. På Carlsberg i Valby er det eneste tilbageværende øl der brygges, husets eget ”mikrobryggeri” Jacobsen. Nu lancerer Jacobsen en Velvet Ale og Rosé Wit, begge på 75 cl flasker. Rosé Wit er en forfriskende øl med lav bitterhed og rig på frugtsmag. Den kan med fordel nydes som aperitif på terrassen, til desserter men også til braisering af kalvekød, hvor øllet mørner og giver sødme. Bemærk også ordspillet i navnet Rosé Wit. Rosé Wit er brygget af blandt andet havre, æblejuice, hyldebærekstrakt, appelsinskal og koriander. Rosé Wit er en helt unik sommerøl som kvinder helt sikkert vil nyde med glæde og behag. Jeg anbefaler dog, at den deles i selskab med en mand til efterfølgende nydelse. Fakta Jacobsen Velvet Ale og Jacobsen Rosé Wit er på vej i supermarkederne i maj måned.