Fortsæt til indhold

Få fod på foråret

Flere og flere vælger at gå til en fodterapeut med deres vintertrætte fødder, og hos Anne Wolthers i Åbyhøj kan fødderne som noget nyt få en wellness-behandling

Samfund
Af Hanne Vammen

Foråret trænger sig på, og fødderne skal luftes i sandalerne. Men når de tykke vintersokker kommer af, kan man få sig en overraskelse i form af tørre og sprukne hæle og hård hud på fodballerne.
Men der er hjælp at hente, og flere og flere vælger faktisk regelmæssigt at besøge en fodterapeut. Det er erfaringen hos Klinik for Fodterapi i Åbyhøj, der bliver drevet af statsautoriseret fodterapeut Anne Wolthers, 49 år, og hendes tre kolleger.
"Vi har rigtig mange kunder, der kommer her hver femte, sjette uge, men vi har også mange sæsonkunder, der besøger os hver tredje måned eller to gange om året. Vi mærker tydeligt, at folk gerne vil gøre mere ud af sig selv, også når det gælder fødderne", fortæller hun.

Dyppet i paraffin

Derfor er Anne Wolthers som noget helt nyt begyndt at tilbyde kunderne en wellness-behandling.
Efter et fodbad og en almindelig fodbehandling, hvor hård hud er blevet fjernet med en skalpel, kan kunderne få peelet fødderne med et naturprodukt.
Peelingen fjerner døde hudceller og stimulerer kredsløbet.
Bagefter kommer Anne Wolthers en avokadomaske på, inden kunderne kan vælge at slutte af med at få dyppet fødderne i varm paraffin.
Det ser ud som om, at man har dyppet fingrene i stearin fra et lys, og når paraffinen efter 20 minutter kan trækkes af som en strømpe, er huden babyblød og lækker.

Fra dronning til superliga

Anne Wolthers åbnede Klinik for Fodterapi i Åbyhøj i 1990 efter i 1987 at være blevet uddannet statsautoriseret fodterapeut i København, og det har hun ikke fortrudt.
"Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg kan lide at have med mennesker at gøre, og som fodterapeut kan du virkelig gøre en forskel for folk, der har problemer med fødderne. Og så får du respons på dit arbejde med det samme. Der er simpelthen ikke noget bedre, end når folk går herfra og siger: Nej, hvor var det godt", forklarer hun.
Kunderne hos Klinik for Fodterapi er i alle aldre fra børn, der har ondt i hælene, fordi de har spillet meget fodbold, til gravide kvinder, der har behov for en indlægssål, der kan støtte deres hårdt belastede fødder, til pensionister, der jævnligt kommer for at få tjekket, at alt er i orden.
Hvis der er kunder, som ikke har mulighed for at komme i klinikken, kommer Anne Wolthers gerne ud til dem.
Hun har blandt andet besøgt Dronningen på Marselisborg Slot. Og så kan det fortælles, at hun behandler fødderne på AGF's superligaspillere.