Fortsæt til indhold

Nyt kunstværk til Pindstrup Kirke

Billedhuggeren Erik Heide er kunstneren bag kunstværket, der er placeret ved indgangen til kirken

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Pindstrup Kirke kunne forleden indvie et nyt kunstværk lavet i støbejern af billedhuggeren og morsingboen Erik Heide. I forvejen er Pindstrup Kirke beriget med fine kunstværker af Robert Jakobsen og Peter Brandes.
Siden 1958 har Erik Heide udelukkende arbejdet som billedhugger. Han har stået for udsmykning af en række nye kirker landet over, hvor han har stået for en total udsmykning af kirkerummet med alterbord, prædikestol, døbefont og krucifiks. Han arbejder fortrinsvis i grove materialer som træ, granit og støbejern, og med stor forståelse og respekt for de kristne grundsymboler.

Kunstværket blev afsløret efter søndagens gudstjeneste. Foto: Hans Chr. Baltzer.

Fondsmidler

Det er penge fra Mindefonden Ninna og Albert Møller, der har gjort den nyeste udsmykning ved Pindstrup Kirke muligt. Menighedsrådet modtog i 2003 en gave fra Mindefonden, hvor 100.000 kroner var indsat på en konto med følgende deponeringspåtegning: ”Indestående kan alene hæves mod dokumentationfor, at beløbet alene anvendes til udsmykning/anskaffelser til Pindstrup kirke i det omfang, udgiften ikke kan afholdes over driften.”

Menighedsrådet besluttede i 2009 at anvende restsummen af de 100.000 kroner til et kunstværk, og et nedsat kunstudvalg tog kontakt til Erik Heide, der straks sagde ja til opgaven og sendte flere forslag frem til udvalget, før Menighedsrådet i foråret besluttede sig endeligt.

Ved indvielsen af værket var Erik Heide naturligvis til stede, og det var ventet, at han ville sige noget om sit værk og symbolikken.

“Det taler for sig selv,” var det eneste, som den beskedne kunstner fik over sine læber.