Henrik Sass Larsen tager endelig "bladet fra munden"
I en snak med Lørdags-Avisen torsdag morgen fremlagde Henrik Sass Larsen juridisk godkendte papirer, der viser, at det kun var på grund af én snak og en SMS med "Suzuki-Torben", samt hans bekendtskab med Tommy Kamp, der gjorde, at han ikke kunne sikkerhed
Efter en lille måneds tid i næsten fuld tavshed, er Henrik Sass Larsen nu klar til at give sin version af de ting, der er foregået i forbindelse med hans diskvalifikation som minister-emne.
Mange aviser – også Lørdags-Avisen – samt borgere i både Køge og det ganske land, har hele tiden været af den opfattelse, at der måtte være vægtigere grunde end en tilfældig snak med en rocker, en SMS og et bekendtskab med Tommy Kamp til at Henrik Sass Larsen ikke kunne sikkerhedsgodkendes.
Men over en kop kaffe på Lørdags-Avisens redaktion for lidt over en uge siden, gav Henrik Sass Larsen os et indblik i de ting, der var foregået, og i den forløbne uge har han haft hele fire juridiske instanser til at gennemgå hans eget referat af forløbet. Dette for at sikre, at den "mundkurv" (læs: tavshedspligt) han er blevet pålagt ikke bliver overtrådt, så han derved også pådrager sig en straffesag.
Vi har valgt at bringe hele referatet, som efterfølgende må stille en masse spørgsmål om ikke Henrik Sass Larsen er blevet "bortdømt" på et alt for tyndt grundlag, ligesom der må stilles spørgsmålstegn ved retssikkerheden.
Nu må vi videre
Henrik Sass Larsen siger til Lørdags-Avisen, at han er ufattelig ked af hele denne sag i forhold til hans hjemkommune – Køge.
- Der er ingen tvivl om, at hele sagen har skadet Køges omdømme, siger Henrik Sass Larsen, der dog ikke har tænkt sig at stikke halen mellem benene.
- Jeg var en del af bybilledet – jeg var på cafeer o.s.v., og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Borgerne skal da have mulighed for at møde deres lokale politikere på gaden, og jeg vil stadig arbejde for at gøre noget godt for Køge. Der har været rygter om, at jeg vil forlade Køge, men jeg har ikke noget at skjule. Jeg har bevis for, at jeg ikke har gjort noget ulovligt, og derfor fortsætter jeg også mit arbejde i Folketinget. Nu må vi videre, siger han.
Hvor meget har hele sagen belastet dig?
- Det har da betydet meget, ingen tvivl om det, men jeg har jo selv vist hele tiden, at jeg ikke har begået noget ulovligt. Der er faktisk ikke den restauration, eller herretøjsbutik i Køge, der ikke er blevet kontaktet af en formiddagsavis for at spørge, om jeg har betalt, fået rabat o.s.v. Mine tidligere naboer er blevet spurgt, om jeg har fået udført "sort arbejde", og man har søgt om aktindsigt snart alle vegne – men intet fundet på mig.
Kender ingen i rockermiljøet
Af referatet fremgår det, at du er under beskyldning for at have haft, hvad man kalder "tætte rockerrelationer"?
- Udover den halve times snak med den omtalte rocker og svar på en SMS, har jeg intet haft med rockere at gøre, og det fremgår også tydeligt. Jeg tror heller ikke på, at Tommy Kamp har haft tætte relationer til rockere. Det har aldrig indgået i vore normale samtaler, men han kendte Torben Ohlsen-Jensen, og han kendte Steen Mynchau, der har drevet fitnesscenter i Køge i mere end 10 år. Om sidstnævnte er rocker ved jeg ikke, men han står jo anklaget for en masse skidt.
Det påstås, at du har fået rocker-beskyttelse?
- Det er en gang vrøvl fra ende til anden. Som folketingspolitikere skal vi straks kontakte Politi/PET, hvis vi bliver truet på nogen måde, men jeg har aldrig følt mig truet. Det tror jeg derimod, Tommy Kamp har.
Kan blive minister
I referatet fremgår det, at "Myndighed" fortæller dig, at du skal huske på, at der er tale om et øjebliksbillede, som kan ændre sig med tiden. Betyder det, at du kan blive minister om for eksempel 1/2 år?
- Nu tror jeg ikke lige, der er en ministerpost ledig om 1/2 år, men i teorien ja! Det er jo Helle, der bestemmer, men jeg rækker da klart ud efter at få indflydelse, men det er jo ikke helt nemt at finde ud af, hvilke borgere man må tale med, og hvem man ikke må.
Hvad sagde Helle Torning-Schmidt, da du meddelte, at du ikke stod til rådighed som minister?
- Hun blev oprigtigt ked af det, og ville have en snak, men jeg sagde stop, stop, stop. Beslutningen var truffet, og jeg ville ikke flytte fokus fra den nye regering.
Der vil altid rejse sig mange spørgsmål efterfølgende, og det vil der også gøre i denne sag, bl.a.:
- Hvorfor fik Henrik Sass Larsen aldrig en "præventiv samtale" med PET, når det er sædvane i denne slags sager?
- Er det blot en enkelt departementschef, der kan vælge om en person skal være minister eller ej, når der IKKE er begået noget ulovligt?
- Hvorfor får man lov at forsvare sig, når det alligevel ikke kan indgå i "sagsbehandlingen/vurderingen?" (det virker som tilstande a la det tidligere Sovjet)
- Hvorfor skulle Henrik Sass Larsen have rocker-beskyttelse, hvis han ved blot at "knipse" med fingrene kunne få politibeskyttelse?
- Hvem må en politiker tale med?
- Er det bevis på, at man ved én samtale og et par SMS'er har tætte relationer til rockere?
- Hvad kunne der eventuelt være sket med Henrik Sass Larsen, hvis han havde afvist rockerens henvendelse?
- Hvorfor bliver Henrik Sass Larsen – af embedsmænd – frarådet at fremlægge sandheden om den manglende sikkerhedsgodkendelse, når man samtidig siger, at den slags sager vil "sive" fra systemet?
Der er nok mange andre spørgsmål man kan stille sig selv, men dem får vi jo ikke svar på, når både PET og embedsmænd tier i denne sammenhæng.
Læs åbent brev fra Henrik Sass Larsen her