Danmarks første Multipark åbner med et brag idag
I Helsingør er alle sejl er sat til med et tætspækket program ved åbningen af Danmarks første Multipark
I dag åbner Danmarks første Multipark med baner for skatere, parkour-udøvere, legeområder, udendørs scene og en boldbane, der i vinterhalvåret vil fungere som skøjtebane.
Forpremiere på Multipark torsdag
Torsdag aften blev Multiparken vist frem for børnene tilknyttet institutionen Villa Fem, som skal stå for den daglige drift.
Børnene og deres forældre var inviteret til et arrangement med Mortens-and og efterfølgende fremvisning af Multiparken for de mange børn, der fra fredag formentlig vil være at finde blandt områdets daglige brugere.
"Vi er klar til i morgen. Der mangler bare at blive lagt rullegræs på, og det bliver klaret fredag inden åbningen," siger leder Jon Sigbert Sorth fra Villa Fem.
"Det eneste, der kommer til at mangle på åbningsdagen, er det øverste slidlag af asfalt. Det har været umuligt at lægge på, da udendørs-temperaturen skal være mindst 13 grader, hvis det skal holde ordentligt, og vi vil kun have det bedste."
Baner designet af svenske eksperter
Multiparken åbner med et program, der strækker sig over seks timer med åbningstaler, korsang og opvisning af skater-ekvilibrister og parkour-eksperter.
Designet af parkour-banen står det svenske verdensnavn Filip Ljungberg for, og han kommer fredag for at give prøver på parkour i absolut topklasse.
Det vil hans verdensklasse-skatende landsmand Rune Glifberg også gøre på den den bane, han har været med til at designe.
Bare vejret holder!
Fra Multiparkens side krydser man fingrene, og håber på, at fredagens lovede fine vejrudsigt med strålende sol fra en skyfri himmel vil holde på åbningsdagen, da man ellers vil se sig nødsaget til at aflyse nogle af indslagene.
Åbningsprogrammet starter fredag den 11. november med talerne klokken 14.00, og derefter går det slag i slag med opvisning, musik og gøgl frem til klokken cirka 20.00, oplyser man fra Multiparkens side til Lokalavisen/Helsingør.
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi Borgmester P. Christensensvej i Helsingør for at tage Danmarks første Multipark i øjesyn.
Læs mere her
Du kan se hele programmet for åbningsdagen og læse meget mere om området på Multiparkens egen hjemmeside her:
http://www.mp-h.dk/index.php?id=17