Fortsæt til indhold

Superliga-profil blev bodega-boss

Efter et år som værtshusholder er fodboldspilleren Peter Degn godt tilfreds med sit nye liv i Ebeltoft

Samfund
Af Martin Schultz

Det var et skift der blev bemærket i den danske fodboldverden, da den kendte superligaspiller Peter Degn sidste år pakkede sine sydfrugter i Silkeborg IF og vendte næsen hjemad til Ebeltoft for at blive værthusholder på Bodega Toldboden. Et nyt og anderledes arbejdsliv ventede og hvad fodbolden angik, blev det nu på byens serie 5 hold, at den rutinerede midtbanespiller skulle demonstrere sine talenter.

Men efter godt er år bag baren som bestyrer i svigerfaderens bodega fortryder Peter Degn ikke sit skifte fra højtprofileret superligafodbold til en hverdag med stamgæster til fyraftensbajere i Toldbodgade i Ebeltoft.

”Det er fast arbejde. Jeg klarer selv baren med lidt hjælp i weekenden. Forskellen er at jeg nu kan tage fri i weekenderne og være med andre steder på de sjove tidspunkter og til de sjove ting. Tidligere var der altid fokus på weekendens kamp,” siger Peter Degn, som indrømmer, at kampvægten er steget med fem kilo.

Bruger flere timer

Peter Degn er født og opvokset i Ebeltoft og fik sig en stor fodboldkarriere fra han som ung startede i AGF, kom til den engelske storklub Everton, og vendte hjem for at spille i Brøndby, Vejle og Silkeborg. I alt 15 år på topprofessionelt niveau inden han sidste år som 33-årig havde kontraktudløb i Silkeborg IF og vendte hjem til familien i villa'en i Skelhøje-kvarteret og fik fast arbejde i Bodega Toldboden.

”Jeg kan godt savne at løbe ind i en fyldt Parken. Men bortset fra kampene og samværet med gutterne savner jeg ikke noget,” siger Peter Degn. Han er glad for at slippe for den daglige tur til Silkeborg, men bruger flere timer på arbejdet i bodegaen end som højtbetalt professionel fodboldspiller.

”Det hører med til mit arbejde at snakke med folk og her kommer en masse forskellige mennesker. Det er både stamgæster og folk langvejs fra, som vil se hvad jeg har gang i her i Ebeltoft.”

Giver en hånd med

Der er blevet mere plads til familien med børnene Sille, som går i 3. klasse, snart 7-årige Anton og familiens sidst tilkomne, Nana på et halvt år.

”Vi er sammen på en anden måde nu,” siger Peter Degn om sit nye liv, hvor der også er tid til at gå med børnene til håndbold og fodbold.

”Jo, jeg giver da en hånd med når Anton spiller tremandsfodbold,” siger kantspilleren, som på karrierens højdepunkt var kendt for sine knivskarpe indlæg og sublime sparketeknik.

Klar til serie 4 med Ebeltoft IF

Der er stadig plads til fodbold på serieniveau, men nu under andre forhold end på de store Superligastadions.

”Banen er knap så god og der er ikke så mange tilråb,” siger Peter Degn om kampene på Ebeltoft Stadion.

Oprykningen glippede for Ebeltoft IF's bedste herrer i efteråret, så den står stadig på serie 4 fodbold i foråret.

”Ind i mellem var der mange afbud, så vi tabte nogle dumme kampe. Det var helt i orden, at vi ikke rykkede op,” siger Peter Degn om efterårets fodboldnedtur i klubben, hvor ambitionerne ellers var begyndt at vokse.

Men Peter Degn lover, at han nok skal give en fod med også i foråret, når græsset grønnes og bolden atter ruller på banerne i Ebeltoft.