Fortsæt til indhold

Snestorm på vej: Nu aflyses togafgange i det jyske

DSB har valgt at aflyse alle tog mellem Aarhus og Aalborg tirsdag morgen og formiddag.

Samfund
ddp

En større snestorm er på vej ind over Danmark, og det får nu DSB til at tage konsekvensen.

En række togafgange bliver aflyst fra mandag til tirsdag middag, oplyser DSB på sin hjemmeside.

InterCityLyn-togene, der normalt kører mellem Københavns Lufthavn og Aalborg Lufthavn, er aflyst mellem Aarhus H og Aalborg Lufthavn frem til kl. 12 tirsdag middag.

»Der kan komme yderligere ændringer til andre landsdele,« skriver DSB.

Snestormen forventes at ramme landet i løbet af mandag eftermiddag og aften, og det er hele Nordjylland samt Midtjylland og Østjylland, der forventes at få sne.

Ifølge DMI forventes de samlede snemængder at nå mellem 15 og 30 centimeter, men lokalt kan der komme helt op til 30-40 centimeter sne.