Fortsæt til indhold

Postbygning skal være museum: Omdannelsen er et skridt nærmere

På Perron1 er ambitionen at skabe et anderledes museum helt tæt på menneskers hverdag.

Samfund
sra

Den gamle postbygning på Skanderborg Station får nyt liv og skal i fremtiden danne rammerne om det nye museum, Perron1.

Renoveringen og omdannelsen af bygningen er nu et skridt nærmere. Tre totalentreprenører med hver deres team af arkitekter og ingeniører er nemlig prækvalificeret til opgaven med at omdanne den eksisterende postbygning, som er opført i 1980’erne, skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Perron1 skal efter planen kunne tage imod de første gæster i slutningen af 2025.

Den tidligere postbygning skal ikke bare være et museum, men også en ventesal, café samt arbejdende værksted for arkæologiske udgravninger og lokalarkiv med læsesal. På den måde bliver bygningen en naturlig del af stationsmiljøet.

Stor interesse

Der har været stor faglig interesse for projektet, hvor i alt 10 kvalificerede entreprenører og rådgivningsvirksomheder har søgt om at blive prækvalificeret.

De tre prækvalificerede ansøgere er blevet udvalgt på baggrund af deres kompetencer for gennemførelse af opgaven og deres referencer på lignende projekter.

De udvalgte totalentreprenører skal nu udarbejde et samlet tilbud og projekt for Perron1. Totalentreprenørernes tilbud afleveres ultimo maj, hvorefter vinderen af totalentreprisen findes i løbet af sommeren.

De tre prækvalificerede teams er oplistet nedenfor i vilkårlig rækkefølge:

Færch & Co. Aarhus A/S i samarbejde med AART Architects DK A/S, Anna Mette Exner Arkitektur ApS og NIRAS A/S.

John A. Laursen A/S i samarbejde med Cubo Arkitekter A/S og Arne Elkjær A/S.

Thomas Andersen A/S i samarbejde med Erik Arkitekter A/S, PAX architects ApS, Norconsult A/S og LB Consult – Norconsult A/S.