Fortsæt til indhold

11-årige Augustus fra Randers er i national finale

Han får nu chancen for at blive årets Unge Forsker 2023.

Samfund
sra

Det lykkedes for den kun 11-årige Augustus Høj Petersen at nå finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere. Tirsdag den 7. marts ved den regionale semifinale på Tradium i Randers leverede Augustus en så overbevisende præsentation af sit projekt, at juryen efter en lang votering endte med at udvælge det unge forskertalent.

Augustus blev derfor som den suverænt yngste semifinaledeltager sendt videre til landskonkurrencen og den store finale i København i april. Dermed har Augustus bragt sig selv i spil til at blive årets unge forsker i Danmark 2023.

Augustus projekt hedder ”Havregrød og halm som erstatning for hård plast”. Augustus vil gerne erstatte hård plast med noget bæredygtigt, som kan bruges til opbevaring af tørre ting og madvarer. Han har udviklet et produkt, der består af findelt halm, havregryn, hørfrø og chiakerner og vand, der bliver kogt til en grødmasse.

Produktet hælder han i en støbeform, og når produktet er tørt, er det klart til brug. Augustus lægger vægt på, at produktet er fremstillet uden brug af kemikalier og kan bruges som kompost efter brug.

Juryen var særdeles tilfreds med Augustus’ projekt. Sådan lyder deres juryens motivering for Augustus’ finaleplads:

»Juryen har mødt en sprudlende, energisk og meget motiveret ung forsker som har arbejdet intenst med at udvikle et bæredygtigt produkt. Bekæmpelse af plastaffald i naturen er et meget aktuelt emne, og denne unge forsker præsenterede et grundigt gennemtænkt projekt og flot udført, der perspektiverer til både de store linjer i FN’s verdensmål og til bæredygtig anvendelse af produktet.«

Augustus går til daglig i 5. klasse på Randers Realskole, men idé og projektudvikling er opstået derhjemme.

Den store nationale finale finder sted ved Science EXPO i København den 23. - 25. april.

I seniorrækken har 20-årige Malene Faseth fra 3.g på Randers Statsskole også kvalificeret sig til den store nationale finale. Hendes projekt hedder: ”Optimering af calvincyklussens carbonfixeringsfase!!!” Projektet handler om at fiksere CO2 i planter.