Så er der ciiiiirkuuus
Cirkus Dannebrog kommer til byen - for 35. gang. I år med masser af dyr og traditionen tro med Enoch-familens cykelnummer
Cirkus Dannebrog kommer snart forbi og i år er der lagt vægt på at fremvise mange forskellige dyrearter. For hvad er cirkus uden dyr?
Cremen består i år af den ungarske ryttertrup Florian Richter. Richter-truppen viser jockeyridning, dvs. akrobatik på hesteryg og dristige spring fra hest til hest. Og så udfører truppen den – måske – ædleste form for cirkuskunst, nemlig skoleridning.
Julie Tchakinova fylder manegen med et potpourri af lamaer og afghanske mynder. Og Bernhard Kaselowsky bistås af sin datter Josephine i et festligt nummer med kameler, heste, zebraer og elefanten Rambo. Sammen vil de vise, hvad Rambo har lært i vinterens løb.
Duo Sifolini
De to brødre vil gerne fremkalde gys og spænding, når de hvirvler rundt i manegen inden i og uden på deres store, roterende hjul, som har fået navnet dødshjulet.
Cirkus Dannebrog har en mangeårig tradition for ægte klovnekunst. I år er det Totti Alexis, der viderebringer den tradition. Han er både klovn, komiker og entertainer, og han vil sørge for, at forestillingen bliver krydret med humor, komik og poesi.
Jimmy Enoch, søn af Dennis Enoch dukker op og viser Enoch-familiens adelsmærke, som er cykling på et højere plan.
Velkommen til ciiiiirkuuuuus.