Inviterer til affaldsindsamling
Frivillige og Randers Kommune inviterer til jagt efter affald, magnetfiskeri og skraldekunstkonkurrence lørdag 25. marts.
Cigaretskod, engangsemballage, elektronikskrot og meget andet underligt affald havner i naturen. Det vil en gruppe lokale frivillige sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Randers Kommune gøre noget ved. De inviterer borgere i Randers Kommune til affaldsindsamling på Justesens plæne 25. marts.
En af de frivillige bag arrangementet, er Martin Klitte, der bruger en del af sin fritid på at rydde op på bunden af Gudenåen med sin store magnet. Til affaldsindsamlingen er det nemlig ikke kun i vejkant, busk og by, men også i åen og havnen, der bliver ryddet op:
»Vi håber, der kommer mange familier til affaldsindsamlingen. Det er overraskende for alle, men specielt for børn er det en øjenåbner, hvor meget elektronik, skrot og skatte, der bliver smidt eller tabt i vandet og i naturen,« siger Martin Klitte, der er frivillig og står bag Facebooksiden M&M Magnet.
På plænen 25. marts kan man både låne magneter og snor til at samle affald i vandet samt affaldssnappere og handsker til affald på landjorden, der er også kaffe og kage til de sultne indsamlere, når affaldsposerne er fyldte.
Vil engagere de unge
En anden af de frivillige er Petrea Krustrup, der går foran i kampen for en renere natur med gruppen #RentNaturområde, som skaber affaldsindsamlingsevents i Randers, der primært er målrettet unge:
»Jeg håber at se rigtig mange unge mennesker på plænen, det her er en oplagt mulighed for rent faktisk at gøre en forskel.«
Petrea Krustrup står til Affaldsindsamlingen sammen med Per Christensen i teltet, hvor ruter og snappere bliver udleveret. Per står desuden med vægten og vejer alt affald:
»På den ene side håber jeg, vi slår mængden af affald, der blev samlet sidste år, men på den anden side gør jeg ikke, for det vigtigste er trods alt, at der ender mindre affald i naturen,« siger Per Christensen, der er et velkendt ansigt i Dronningborg, hvor han bor, fordi han jævnligt samler affald på gader og stræder i sin fritid.