Friskole venter fortsat
Midtdjurs Friskole har afleveret et købstilbud til kommunen, men mangler fortsat pengene
Midtdjurs Friskole har budt de 4 mio. kroner, som Syddjurs vil have for de kommunale skolebygninger i Nimtofte, der husede Bauneskolen frem til lukningen i juni 2010.
Hvordan de 4 mio. kroner skal skaffes til veje, er der imidlertid fortsat ikke styr på, men bestyrelsesformand Lone Jensens optimisme er usvækket.
“Vi venter fortsat på et svar fra kreditforeningen, men der er ikke grund til at male fanden på væggen eller hidse sig unødigt op over noget, der alligevel ender godt,” siger hun.
Friskolebestyrelsen har i forbindelse med afleveringen af købstilbuddet skrevet til kommunen, at finansieringen endnu ikke sidder i skabet.
Banken positiv
Lone Jensen vil ikke fortælle, hvilken bank med tilhørende krediforeningsselskab, som Midtdjurs Friskole forhandler med.
Hun vedgår dog, at det ikke er Djurslands Bank.
“Banken ser meget positivt på vores skoleprojekt, og det vælger vi i bestyrelsen trods alt at tolke positivt,” siger Lone Jensen.
“Jeg tror ikke, at vi fortsat havde været i dialog med banken, hvis den havde anset købet af skolen som værende håbløst.”
Midtdjurs Friskole holder, ifølge formanden, et elevtal på mellem 50 og 60 elever.
“Vi har mistet en enkelt elev men til gengæld får vi to og måske tre nye børn 1. april, så vi er stadig ved godt mod.”
Hun håber, at overtagelsen af skolen er på plads 1. juli.