Provokunstner gentager Jesus-happening på Birkerød Station
Den århusianske provokunstner Uwe Max Jensen vil onsdag hylde Jens Jørgen Thorsen med Jesusfigur af piberensere med forgyldt lem på Birkerød Station
En jesusfigur af piberensere som hyldest til kunstneren Jens Jørgen Thorsen?
Hvis det lyder bekendt, så er det ikke tilfældigt. Den århusianske provokunstner Uwe Max Jensen har nemlig besluttet at gentage sin kunsthappening fra sidste år, hvor han opstillede en piberensefigur af Jesus på Birkerød Station.
Se indslag: Jesus tilbage på Birkerød Station
Eneste forskel i år er, at Jesusfiguren er udført at 12 i stedet for seks piberensere, og at figuren er udstyret med et lem bestående af to forgyldte piberensere. Sidste år bestod denne del af Jesusfiguren af en enkelt gul piberenser.
Happeningen finder sted på onsdag klokken 13.13. Lige som sidste år vil Uwe Max Jensen afsløre sit værk, hvorefter han vil overlade det til sin egen skæbne. Formål: At hylde det Jesusværk, som Jens Jørgen Thorsen skabte på en betonvæg på Birkerød Station for 27 år siden, og som vakte vildt postyr, fordi Thorsen havde udstyret Jesus med et erigeret lem.
"Ikke en provokation men en hyldest"
Uwe Max Jensen, er det ikke lidt fantasiløst at gentage den samme provokation to gange?
"Jeg opfatter det ikke som en provokation, men som en hyldest. Og jeg kan godt lide at lave de samme værker flere gange, for de ændrer betydning fra gang til gang. I øvrigt er det ikke helt det samme værk i år. Det er større i år," siger Uwe Max Jensen, som har testet en prototype af værket hjemme i Århus:
"Det bliver flot. Det bliver jo godt vejr på onsdag, så det gyldne lem vil stå flot og vaje i vinden," siger han.
Næppe sidste gang
Og det bliver sikkert ikke sidste gang, at Uwe Max Jensen gentager sin Jesus-happening i Birkerød:
"Jeg kunne godt finde på at komme igen, og næste gang vil det være med et endnu større Jesusværk - med 18 piberensere," siger Uwe Max Jensen.
Handler det her i virkeligheden ikke mere om at skabe opmærksomhed om Uwe Max Jensen end om Jens Jørgen Thorsen?
"Det skulle gerne gå begge veje. Det er klart, at når jeg udfører værket, så får jeg noget opmærksomhed selv, men det skaber også noget opmærksomhed om Thorsen, som ellers var gået lidt i glemmebogen. Jeg er med til at sætte ham på dagsorden - dels via disse happenings, og dels ved det jeg har skrevet om ham," siger Århuskunstneren.
Uwe Max Jensen har gennem årene lavet andre provokerende happenings. Han har tisset i et kunstværk i Århus og sidste år forsøgte han at udstille sin egen afføring i en Bodum-kande på Lousianna.
Se indslag: Lort i stempelkande på Louisianna