Rullende postbil hjælper virksomheder
Et nyt initiativ fra Post Danmark har gjort, at det nu bliver nemmere for virksomhederne i et erhvervsområdet omkring Industrivænget i Hillerød at aflevere deres daglige post
Post Danmark vil tilbyde erhvervsvirksomheder i området omkring Industrivænget i Hillerød, at de kan aflevere breve og pakker i den rullende postbil.
"Vi vil gerne gøre det nemt at være kunde hos Post Danmark, derfor vil vi forsøge løbende at tilpasse os kundernes behov og ønsker. Vi vil nu give dem mulighed for at aflevere posten tæt på virksomheden, så de ikke selv behøver indlevere den hos os, og gøre det billigere, end hvis posten skal afhentes hos selve virksomheden", fortæller Henrik Priegel, salgschef i Post Danmark Facility Service.
Den rullende postbil kommer til at holde på hjørnet af Vølundsvej og Huginsvej i Hillerød i tidsrummet mandag til torsdag klokken 15.30-16.30 og fredag klokken 15-16.
"Vi vil gerne hjælpe det lokale erhvervsliv, så hverdagen bliver lidt nemmere. Derfor har vi iværksat det nye initiativ, da vi ved, at det er noget mange kunder med fordel kan benytte sig af, hvis de sender en vis mængde breve eller pakker. I første omgang vil det være på forsøgsbasis, og hvis det så viser sig, at der er grobund for det, vil vi fortsætte og eventuelt udrulle ordningen andre steder også", fortæller Henrik Priegel.
Hvis man har spørgsmål vedr. den rullende postbil eller ønsker at tilmelde sig ordningen, kan man kontakte Post Danmark Erhvervskunder på telefon 70 10 01 15.