Derfor nej til Ring 5
Modstanderne af en ny motorvej og jernbane gennem Nordsjælland vil beskytte natur og miljø mod svensk godstransport
En ny Ring 5 i Nordsjælland og rundt om København vil betyde massive ødelæggelser af værdifuld og fredet natur, advarer Danmarks Naturfredningsforening, DN.
Det gælder bl.a. de fredede områder i Mølleå-dalen og Farum Naturpark vest for København og de fredede områder omkring Kirkelte nord for København. Områder, der siden 70'erne også er kommet på EU's liste over særligt beskyttede områder.
"Sagen minder i uhyggelig grad om motorvejssagen fra Silkeborg: Politikerne ventede til sidst med den sværeste beslutning: Hvor skulle motorvejen krydse Gudenådalen? Kun en kreativ privatperson, en resolut statsminister og en standhaftig ny miljøminister sikrede en løsning, der tilgodeså naturen, selv om man bogstaveligt talt havde bygget sig frem til det punkt, hvor alle anså den naturødelæggende linjeføring som om den var sund fornuft,” siger Michael Leth Jess, vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening.
Tre forbehold
DN opregner en række grunde til, at der ikke skal bygges en ny motorvej og jernbane ned gennem Nordsjælland.
1.: Der skal ikke bygges en Ring 5 eller jernbane i transportkorridoren, fordi linjeføringen vil ødelægge værdifuld natur og krydser gennem fredede områder og EU-beskyttet natur. De projekterede veje medfører ifølge Transportministeriets beregninger et trafikspring og dermed øget CO2-udledning. Erfaringen viser, at nye veje ofte medfører byspredning langs vejene, som er en barriere for naturen og en uskøn sammenblanding af land og by.
2.: DN peger på alternative løsninger: Hvis en udvidelse af transportsystemet ikke kan undgås, bør udvidelsen ske på det eksisterende vejnet med udvidelser af eksempelvis Ring 4 eller gennem alternative placeringer. Stigende trafik bør imødegås ved seriøs og effektiv udbygning af det kollektive transportsystem og miljøvenlige alternativer som godstransport på skinner.
3.: Hvis Ring 5 alligevel kommer i spil, skal der tages hensyn. Linjeføringen skal revurderes, da placeringerne i transportkorridoren ikke er optimal. Kollektiv transport og gods på skinner skal prioriteres højt og skal placeres, så det forbinder de større byer. Sidst og ikke mindst: Anlægget må ikke ødelægge naturen.
Miljø og støj
Men også borgere, som bor i det område, hvor Ring 5 er planlagt til at ligge, blander sig i debatten. Et gennemgående synspunkt er, at det ikke giver mening at ødelægge nordsjællandsk natur til fordel for svensk transport.
”Skal svenskerne have lov at bestemme, om Nordsjælland skal ødelægges af en Ring 5 mortorvej? Der er allerede en Øresundsforbindelse, som kan bruges, men svenskerne har store planer for godstrafikken fra Midt- og nordsverige, hvor Øresundsforbindelsen måske på sigt vil få logistik-problemer,” lyder det eksempelvis fra Flemming Sindt, der bor i Ganløse.
”Er det ikke bedre at udvide den eksisterende Helsingørmotorvej frem for at ødelægge Nordsjælland med en kæmpe miljømæssig støjbelastning til følge? Og man bygger en Frederikssundsmotorvej, som kommer til at få kæmpe indflydelse for naturen og en masse mennesker, der bor i området. Hvor meget motorvej skal vi have? Man håbede i sin tid, at svenskerne ville være tilfredse med Øresundsforbindelsen, men det er åbenbart ikke tilfældet. Hvor mange forbindelser skal der være, før svenskerne er tilfredse?” spørger Flemming Sindt.