Fem trin ned til Lenes patchwork paradis
For fire år siden åbnede Lene Kock Simonsen Butik 5 Trin Ned - nu er hun rykket til nye lokaler med plads til sy-café, arbejdende værksted og har altid kaffe på kanden.
Nuttede zebraer, thevarmere og dækkeservietter, puder og sengetæpper, tasker, duge og billeder.
Butik 5 Trin Ned bugner af patchwork. Her er farvestrålende stoffer i metermål, mønstre og tilbehør og masser af hyggelig atmosfære.
"Du kan lave næsten alt i patchwork, der er kun fantasien, der sætter grænser. Når jeg ser et stykke stof, så sætter det straks gang i tankerne - hvad kan jeg nu bruge det til. Jeg er vild med patchwork, men jeg har i det hele taget altid elsket at være kreativ. Det ligger simpelthen til familien. Det gælder lige fra min mormor, mor og hendes søskende til min datter og mig selv," forklarer Lene Kock Simonsen, der efter 27 år på kontor gav efter for sine kreative drømme og åbnede egen butik med alt, hvad hjertet kan begære af udstyr til at sy patchwork.
Veninden skubbede på
"Det var min gode veninde Gitte, der for alvor skubbede på og fik min drøm om egen butik med patchwork til at gå i opfyldelse, og det er jeg hende evigt taknemlig for. Det er en drøm, der har ligget og ulmet gennem mange år," smiler hun, mens hun viser rundt i de nye, lyse lokaler, som hun nu er flyttet til efter fire år i Willemoesgade.
Heldigvis er der stadig fem trin ned, så butikken kunne beholde sit navn.
De ny, større lokaler har givet hende mulighed for at invitere sy-interesserede indenfor på en helt ny måde.
"Jeg kan vældig godt lide tanken om, at folk bare kommer forbi og kigger i bøgerne og magasinerne, henter lidt inspiration, ser hvad der er af nyheder og får en kop kaffe og en snak med på vejen, og sådan er det blevet muligt at arrangere det her."
Sætter ideerne igang
Hver onsdag holder hun åben sy-café, hvor man kan komme forbi og slå sig ned med sit sytøj, og få lidt hjælp og inspiration, hvis de har behov for det, og ellers bare hygge sig sammen andre patchwork-interesserede.
Samtidig har hun som noget nyt startet hold op med undervisning i patchwork hver anden mandag formiddag.
"Jeg kan vældig godt lide den ånd. Du snakker lidt med nogle andre, får noget stof og en rulle tråd. Det sætter ideerne i gang. Man bliver kreativ, når man mødes på den måde, og det holder jeg meget af."
Afstressende sysler
Patchwork er en gammel tradition, der har været lidt glemt i en årrække, men ifølge Lene er det nu for alvor ved at blive en trend igen.
"Der er rigtig mange, der har fået øjnene op for patchwork, og der er flere både store og små foreninger alene her i Århus. I det hele taget, er det blevet mere in at være kreativ og skabende. Tænk bare på alle dem, der er begyndt at strikke. Jeg tror selv, at det har noget med afstressning at gøre. Du slapper af, når du er kreativ, og du kan ligefrem glemme tiden, når du bliver rigtig grebet."