Fortsæt til indhold

Lyngby-Taarbæk har landets bedste skoler

Fuglsanggårdskolen er landets bedste folkeskole, målt på karakterer. Fem af landets ti højstplacerede skoler er fra Lyngby-Taarbæk Kommune

Samfund
Af Pernille Borenhoff

På Fuglsanggårdsskolen i Virum scorede eleverne 8,6 i gennemsnit, da de i sommer gik til afgangsprøve. Og det sender dem direkte ind på en flot første plads som den skole i landet med det højeste karaktergennemsnit. Hele fem af Lyngby-Taarbæk Kommunes skoler er at finde på listen over de 10 bedst placerede folkeskoler i landet. Foruden Fuglsanggårdskolen er det Hummeltofteskolen, Engelsborgskolen, Kongevejens Skole og Virum Skole, der klarer sig super godt. Skoleder på Fuglsanggårdskolen Søren Güllich er naturligvis stolt over den flotte placering, men understreger, at den indbyrdes rangorden mellem kommunens skoler veksler år for år og kan være præget af tilfældigheder. "Men det er ikke helt tilfældigt, at fem ud af de ti bedste skoler er fra kommunen. Vi har et godt elevgrundlag og ressourcestærke familie. Men når det er sagt, så gør vi en stor indsats for at lave en så god skole som mulig," siger skoleleder Søren Güllich.

Krav og gode relationer

Ifølge Søren Güllich er skolen god, når både elever, lærere og ledelse er engagerede. Og når der stilles krav til kvalitet. Og ikke mindst, at der er gode relationer lærere og elever imellem. "Som leder sætter jeg rammerne, men det er op til lærerne at fylde dem ud. Jeg vil ikke detajlstyre mine lærere. Jeg vægter lærersamarbejde og fleksibel tilrettelagt undervisning. Og så stiller vi kvalitetskrav. For os er det vigtigt, at den basale faglige viden er til stede, så den kan bruges i andre sammenhænge f.eks. i gruppearbejder og projektarbejder," siger Søren Güllich.

Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Nebel Schou (R) glæder sig naturligvis over skolernes flotte resultater.

"Men med det elevunderlag er det jo ikke helt uventet. For set med landspolitiske øjne er det jo langt vigtigere, at der findes løsninger for de skoler, der er lavest placerede. Og her tror vores kommune kan hjælpe de udsatte kommune. Det er hamrende politisk og vil gøre op med regeringens testtyrani, men hvis vi kigger på Lindegårdsskolen, der i dén grad overpræsterer, så er der al mulig grund til at lade det politiske blik vende mod Lyngby-Taarbæk Kommune," siger Trine Nebel Schou. På Lindegårsskolen sætter man ifølge udvalgsformanden trivsel og anerkendelse i fokus. "Det er så banalt at det skriger til himlen. Men det virker. Og det lægger op til en ny diskussion om, at det ikke udelukkende handler om faglighed," siger Trine Nebel Schou.