Nyt sognehus er på vej i Framlev
Som en del af menighedsrådet i Harlev-Framlev har Jens Åge Weigelt stået for processen med at få skabt et nyt sognehus
Framlevs 109 år gamle forsamlingshus skal totalrenoveres, fornyes og genopstå som sognehus.
Formentlig allerede til december vil det nye sognehus stå klart og kunne bruges til alt lige fra konfirmand-forberedelse og barnedåbs-receptioner til foredrag og fællesspisning.
Som formand for Harlev-Framlev menighedsråds bygningsudvalg er det Jens Åge Weigelt, der har styret processen med det nye sognehus.
"Jeg bor jo selv i byen og har i forvejen lidt forstand på byggeri, så jeg så det som en spændende opgave at gå i gang med," lyder det fra Jens Åge Weigelt.
Det praktiske arbejde
For Jens Åge Weigelt er det netop sådan noget som et nyt sognehus, der er det spændende ved menighedsrådsarbejdet.
"At man kan præge udviklingen i lokalsamfundet," fortæller han.
For Jens Åge er det nemlig i høj grad det praktiske arbejde i menighedsrådet, som er tiltalende.
"Selvfølgelig er der en del socialt i det, men for mig er det mest de mange, spændende praktiske opgaver, der er interessante," fortsætter han.
Jens Åge er desuden kasserer i rådet og har involveret sig en del i det, hvorfor der også har været mere arbejde, end han i starten forventede.
"Så man skal virkelig ville det," siger han.
Tid til fornyelse
Historien om det gamle forsamlingshus er, at det trængte alvorligt til en gennemgribende renovering, men det var der ikke økonomi til.
Samtidig stod menighedsrådet og ønskede sig et nyt sognehus. En aftale om at købe huset til en fornuftig pris kom derfor i stand, mod at en nydannet borgerforening kunne få lov at bruge huset cirka 25 gange årligt.
"Det bliver et stort flot hus, som jeg håber, at borgerne vil slutte op om og bruge ihærdigt," siger Jens Åge Weigelt og fortsætter:
"Selvfølgelig er det lidt vemodigt at sige farvel til det gamle forsamlingshus, men alt har sin tid, og nu er det tid til fornyelse."
Lokalavisen tæller ned til menighedsrådsvalget
En gang om måneden frem til menighedsrådsvalget 13. november vil Lokalavisen Aarhus sætte fokus på kirkelivet i Århus Vestre Provsti.
Er du interesseret i at læse mere om menighedsrådsvalget så klik ind på www.menighedsraadsvalg2012.dk